Myxomatose – Kaninpest

Historie

Myxomatose (også kaldet kaninpest) er en viral sygdom, der forsages af myxomavirus. Myxomavirus er en relativt stor DNA-virus med dobbeltstrenget DNA. Myxomavirus er en poxvirus, i samme familie af vira som kopper, og tilhører slægten leporipoxvirus. Der findes ingen effektiv behandling mod sygdommen. Myxomatose kan ramme flere forskellige arter, herunder tapeti, harer og flere forskellige arter af kaniner. Af disse rammes nogle arter generelt langt hårdere end andre, og virussen har hos disse en høj dødelighed ved smitte, mens den hos andre arter alene giver anledning til mildere sygdomsforløb, der kun sjældent har dødelig udgang. Den art af kaniner, der både er mest udsat for smitte og som oplever de hårdeste forløb med højeste dødelighed, er den europæiske vildkanin (Oryctolagus cuniculis). Myxomatose har gennem tiden ledt til massive udbrud i både England, Frankrig og Danmark og har taget livet af utallige vildkaniner. Det er denne art tamkaniner i Europa nedstammer fra, og dermed er de desværre også særligt sårbare over for myxomatose.

Myxomatose blev første gang identificeret i Uruguay i 1896, hvor et udbrud havde ramt en besætning af laboratoriekaniner. Efterfølgende blev den fundet vidt omkring i Nordamerika hos kaniner af arten Sylvilagus bachmani, men her med lav dødelighed og milde forløb. Da det blev opdaget, at både smitte og dødelighed var langt højere hos den Europæiske vildkanin, opstod overvejelsen om, at virussen kunne bruges som biologisk kontrol af det massive problem med kaniner i Australien. Den europæiske vildkanin blev introduceret i Australien i oktober 1859 af englænderen Thomas Austin, da han medbragte 24 avlsmodne kaniner, nedstammende fra den Europæiske vildkanin, og slap dem fri nær sit hjem i Melbourne, for at kunne jage dem. Indledningsvist blev han rost for sin idé, men det viste sig hurtigt at manglen på naturlige fjender ledte til en voldsom øgning i populationen, da kaniner som bekendt avler som – ja, kaniner. Der gik ikke længe, før store dele af de mindre økosystemer blev påvirket og bestanden af kaniner kom ud af kontrol. Det er den dag i dag stadig et stort problem, og der har været igangsat en lang række tiltag i forsøg på, at mindske bestanden.


Det første omfattende af disse, var da man i 1950 slap myxomavirusset løs, efter studier havde vist en dødelighed nær 100% hos den Europæiske vildkanin.

På under 3 måneder, spredte sygdommen sig tusindvis af kilometer i den vilde bestand og kostede flere hundrede millioner af kaniner livet. To år senere, havde franskmanden Dr. Paul-Félix Armand-Delille hørt om succesen i Australien, og indførte virussen ulovligt for at få bugt med kaninbestanden på sin egen grund i Frankrig. Mindre end to år senere, var 90% af den vilde bestand af kaniner i Frankrig døde af virussen. Året efter indførelsen i Frankrig, brugte man igen virussen som biologisk kontrol i England, og opnåede her en udslettelse af 99% af kaniner.

Udbredelse og smitte

Myxomatose er meget smitsom og vil sprede sig hurtigt i større bestande af kaninhold eller vilde kaniner. Smitte kan både opstå ved direkte kontakt mellem individer og ved indirekte overførsel, eksempelvis via bidende og stikkende insekter. Større smittespredning ses normalt primært i sommer- og tidlige efterårsmåneder grundet større aktivitet af de insekter, der kan overføre smitte – herunder myg, lus, lopper og mider. Der er også konstateret levende myxomavirus i munden på en kaninloppe (Spilopsyllus cuniculi) i over 100 dage efter bid af en inficeret kanin. Denne form for spredning spiller særligt ind ved smittetilfælde hos kaniner, der ikke går med andre, og som opstart af smitte i større kaninhold, hvorefter smitten spredes via direkte kontakt. Da virussen kan overleve forholdsvist længe uden en vært, kan smitte også overføres ved, at man selv har gået gennem et område, hvor der har været smittede kaniner, og derefter tager smitten med hjem på tøj og sko, eller frisk grønt man plukker i naturen. Der er med andre ord ingen sikker måde at forebygge smitte, uanset hvordan man holder kanin, med undtagelse af vaccination.

Symptomer

Fra en kanin bliver udsat for smitte, vil der være en inkubationstid, før de første symptomer optræder. Inkubationstiden varierer alt efter hvilken streng af virussen kaninerne rammes af. Det mest almindelige forløb hos smittede kaniner i Danmark involverer en inkubationstid på 2-8 dage. Virussen spreder sig indledningsvist i huden, efterfulgt af lymfesystemet og blodbanen, og rammer hele kroppen. De første symptomer vil normalt vise sig ved hævede øjenlåg og læber, betændelse i øjne og næse og generel utrivelighed.
Herefter kan der opstå bylder og sår omkring næse, ører mund og ved kønsorganerne. Det ses til tider, at ørerne begynder at hænge på kaniner, der normalt har opretstående ører, grundet smerter, irritation og inflammation omkring øreroden.

Det er ikke unormalt at opleve vejrtrækningsbesvær og svære mislyde på vejrtrækningen i takt med at hævelser, betændelse og sår i og omkring næsen vokser, da kaniner alene trækker vejret gennem næsen. Sekundære infektioner i huden med bakterier såsom Pasteurella sp. og Staphylococcus aureus er almindelige, når hudens barriere brydes af virussen.

De sidste faser af sygdomsforløbet, hvor kaninens ansigt kan dækkes helt af sår, synet forsvinder og den mister evnen til at spise, er voldsomt smertefulde og det anbefales at man afliver kaninen inden forløbet bliver så fremskredent.


En glad kanin i grønne omgivelser

I de fleste tilfælde af dødelig myxomatose hos kaniner, indtræder døden mellem 1 og 2 uger efter symptomernes opståen. Der kan være akutte tilfælde, hvor kaninerne dør inden for 48 timer.

Diagnosticering

Myxomatose diagnosticeres som udgangspunkt ud fra kliniske symptomer. Er kaninen ikke vaccineret og har udviklet symptomer på myxomatose, vil man normalt anbefale aflivning for at skåne kaninen for et smertefuldt sygdomsforløb, der med overvejende sandsynlighed alligevel ender ud i et dødsfald. Derudover kan tidlig aflivning være med til at forebygge smittespredning.

Det er muligt at teste kaniner for myxomatose, både ved PCR, hvor der tages en svaber af et inficeret område i huden, og ved blodprøve, hvor man måler på antistoffer imod myxomatose. Sidstnævnte kan udføres på klinisk symptomfri kaniner, ved mistanke om immunitet, da disse kaniner stadig potentielt vil være i stand til at smitte andre.

Husk altid at informere klinikken på forhånd, hvis du besøger klinikken med en kanin med myxomatose, også selvom der kun er tale om en mistanke, eller du ønsker at indlevere en afdød kanin. Det er muligt at udføre PCR-tests på afdøde kaniner, såfremt du ønsker at vide om myxomatose var dødsårsagen, eksempelvis for at advare andre i området og opfordre til vaccine.

 

Forebyggelse – Vaccination!

Som nævnt indledningsvist, findes der ingen effektiv behandling mod myxomatose, hvis en kanin først er smittet, og er den ramt af en aggressiv streng, som desværre ofte er dem vi ser herhjemme, er prognosen dårlig og overlevelseschancerne små. Det er dog muligt at forebygge myxomatose med vaccine. Der findes kun en enkelt godkendt vaccine i Danmark, der beskytter mod myxomatose. Den er udviklet af lægemiddelproducenten MSD og hedder Nobivac Myxo-RHD PLUS. Det er en kombivaccine, der både beskytter mod myxomatose og de to varianter af kaningulsot-virussen, rabbit viral haemorrhagic disease, type 1 og 2 (også kaldet RVHD1 og 2). Læs mere om disse vira i afsnittet derom. Vaccinen kan gives fra en kanin er 5 uger gammel, og yder beskyttelse i 12 måneder og det er derfor nødvendigt med årlig vaccination for at opnå varig beskyttelse. Er en hunkanin dækket af vaccinen mens hun får et kuld unger, yder vaccinen også en beskyttelse for ungerne indtil de selv er gamle nok til at kunne vaccineres.

Som ved en hver anden vaccine, er der stadig en lille risiko for smitte trods regelmæssig og rettidig vaccination. I de tilfælde, hvor en vaccineret kanin smittes, vil sygdomsforløbet dog være markant mildere og uden dødelig udgang. Det kan dog undtagelsesvist være nødvendigt at yde støttende behandling, eksempelvis i form af smertebehandling, tarmmotilitetsfremmende og støttefodring, hvis kaninen mister appetitten som følge af ubehag ved virussen.

Vaccinen er en standardvare hos Dyrlægehuset Farum, og det er altid muligt at få vaccineret sin kanin samt at få foretaget det lovpligtigt forudgående sundhedstjek.

Bivirkninger:
Som ved alle andre lægemidler, kan der opstå bivirkninger ved vaccination med Nobivac Myxo-RHD PLUS. Nedenstående er de bivirkninger, der er listet i vaccinens indlægsseddel.
 
(Fra vaccinens indlæggelsesseddel): 
”En forbigående stigning i legemstemperaturen på 1-2° C kan almindeligvis opstå. En lille ikke smertefuld hævelse (maximalt 2 cm i diameter) på injektionsstedet ses almindeligt i de første to uger efter vaccination. 3 uger efter vaccination vil hævelsen være helt forsvundet. Hos kæledyrskaniner kan der i meget sjældne tilfælde opstå lokale reaktioner på injektionsstedet som nekrose, sårskorpe, skorpedannelse eller hårtab. I meget sjældne tilfælde kan der efter vaccination opstå alvorlige overfølsomhedsreaktioner, som kan være dødelige. I meget sjældne tilfælde kan lette kliniske symptomer på myxomatose ses i op til 3 uger efter vaccination. Nylig eller latent infektion med vild myxomavirus synes i en vis udstrækning at spille en rolle i dette.  
Hyppigheden af bivirkninger er defineret som:  
− Meget almindelige (flere end 1 ud af 10 behandlede dyr, der viser bivirkninger i løbet af en behandling) 
 − Almindelige (flere end 1, men færre end 10 dyr af 100 behandlede dyr) 
− Ikke almindelige (flere end 1, men færre end 10 dyr af 1.000 behandlede dyr) 
− Sjældne (flere end 1, men færre end 10 dyr ud af 10.000 behandlede dyr)  
− Meget sjældne (færre end 1 dyr ud af 10.000 behandlede dyr, herunder isolerede rapporter)” 

Andre forholdsregler

Hjælp med at sprede budskabet: Hvis din kanin er smittet med eller død af myxomatose, er det bedste man kan gøre at hjælpe med at informere andre ejere, så de kan tage de bedste forholdsregler for at undgå smittespredning og opfordre til vaccination. Hvis din egen kanin er død og har udvist symptomer på myxomatose, er det altid en god idé at få udført en test for at bekræfte diagnosen, og på den måde være med til at advare andre ejere om et eventuelt smitteudbrud. Hvis du kender til et bekræftet tilfælde at myxomatose, er du altid velkommen til at kontakte klinikken – så hjælper vi med at informere kaninejere vidt og bredt.

Aflivning: Da myxomatose ikke kan behandles og har en høj dødelighed, anbefales aflivning af ramte kaniner med svære symptomer normalt, for at forsøge at bremse smitte. Husk altid at informere klinikken på forhånd, hvis du besøger din dyrlæge med en smittet kanin, også selvom der kun er tale om en mistanke, eller hvis du gerne vil aflevere en afdød kanin. Dette giver mulighed for, at klinikken kan tage de rette forholdsregler for at mindske risikoen for smitte mellem patienterne.

Karantæne: Hvis man anskaffer sig en ny kanin, mens man har kaniner i forvejen, er det en god idé, at få den nye kanin vaccineret hurtigst muligt, hvis den ikke allerede er det. Derudover, er det en god idé, at den nye kanin kommer i karantæne i mindst den forventede maksimale inkubationstid. Dette indebærer, at kaninen isoleres, og ikke går sammen med andre dyr, har egen skål, seng, hule, tæpper og så videre. Intet bør i denne periode byttes rundt mellem den nye kanin og de andre og ved fodring, rengøring og lignende, bør den nye kanin være den sidste, der tilses.  Dette gælder også, hvis en kanin i en bestand pludselig viser tegn på sygdom, for at forsøge at undgå spredning. Har man bondede kaniner, bør de ikke skilles, dels for at undgå stress, der kan øge risikoen for et værre sygdomsforløb, og dels fordi sandsynligheden for, at der ikke allerede er opstået smitte mellem kaninerne, er lille.

Desinficér: Dette er specielt vigtigt, hvis man køber ting til kaninen fra et sted, hvor der er andre kaniner, og endnu mere, hvis der har været uforklarlige dødsfald der hvor det købes fra. Virkon S slår virussen ihjel, og kan anbefales til desinfektion. Dette kan købes i klinikken, og vi vejleder naturligvis gerne om brugen.

Plukning i naturen: (For ikke-vaccinerede kaniner) Selvom denne risiko er lille, kan det være en god idé at undgå plukning af vilde planter fra steder, hvor der er vilde kaniner eller harer, samt områder med udbrud af myxomatose. Man skal dog huske på, hvor meget gavn kaninen har af friskt naturgrønt, og er din kanin vaccineret, kan du med ro i maven fortsat plukke af de vilde urter til den.

Udstillinger/konkurrencer/shows: Alle disse bør helt undgås, når der er udbrud af myxomatose. Store samlinger af kaniner medfører altid en svært forøget risiko, og der er hidtil ikke noget vaccinekrav ved deltagelse.