Kaninen fra top til tå

Ører

En af de første ting man tænker på, når der snakkes om kaniner, er de karakteristiske lange ører. Kaniners ører er grundlæggende opbygget af de samme komponenter som vores egne, og kan derfor deles op i de samme tre overordnede dele; nemlig det ydre øre, mellemøret og det indre øre. Selve øreflappen, som fungerer som en bevægelig parabol til at opfange lydbølger fra forskellige vinkler, kaldes pinna og er en del af det ydre øre. Dens primære funktion er at lede lyden ind mod øregangen i det ydre øre, til den til sidst rammer trommehinden, hvor vibrationerne fra lydbølgerne sætter den i svingninger. Trommehinden er den tynde, let kegleformede membran, der adskiller øregangen i det ydre øre fra mellemøret. Mellemøret befinder sig på indersiden af kraniet og består af et luftfyldt hulrum beklædt med et tyndt lag af slim. I mellemøret findes også de tre små øreknogler, vi kender fra vores eget øre – hammeren, ambolten og stigbøjlen, der overfører svingningerne fra trommehinden til vibrationer i det indre øre, via en membranbeklædt åbning i knoglen på indersiden af mellemøret. Mellemøret er forbundet til svælget via det eustakiske rør, hvilket hjælper til at bevarer et passende tryk i hulrummet i mellemøret. Det medvirker dog, at infektioner i svælg eller næse også kan få adgang til øret, hvilket er årsagen til, at luftvejsinfektioner forsaget af eksempelvis bakterien pasteurella også kan give symptomer som head tilt (torticollis). I det indre øre findes høresneglen, hvor vibrationerne opfanges af de små fimrehår og oversættes til elektriske impulser, der til sidst tolkes af hørecenteret i hjernen som lyd. I det indre øre findes også balancenerven, hvilket er årsagen til at problemer med balance og orientering kan skyldes ørerelaterede sygdomme.  
Ligesom så meget andet ved kaniners udseende, har selektiv avl haft stor indflydelse på udformningen af ørerne. De oprindelige kaninører er opretstående, meget fleksible og omtrent lige så lange som kaninens hoved. I dag ses ører af denne type selvfølgelig stadig, men der findes også flere yderligheder, der bevæger sig langt fra den oprindelige anatomi i det ydre øre. Hvis vi starter med at kigge på de opretstående, er avlen trukket i begge retninger.  

Hermelinracen er ud over sin lille kompakte størrelse, kendetegnet ved de små, korte opretstående ører, der trods det korte, fladnæsede ansigt, kun strækker sig til en længde på cirka halvdelen af hovedets længde.
 

Særligt i England, er hermelinavlen intensiveret og her kan findes hermeliner (på engelsk Netherland dwarf) med ører, der kun er et par centimeter lange. Selvom ørerne sjældent giver anledning til problemer hos hermelinere i Danmark, skal man være opmærksom på, at kaninen kan have svært ved at pleje sine ører tilstrækkeligt, hvis de rent fysisk ikke kan nå dem, på grund af ørernes underdimensionerede størrelse. Derudover døjer hermeliner med en øget forekomst af tandproblemer og luftvejsproblemer grundet det fladnæsede ansigt.  

I den anden ende af skalaen findes blandt andet den belgiske kæmpe. Som navnet indikerer, er der her tale om en af kæmperacerne, og ørerne er ingen undtagelse. Belgiske kæmper har opretstående ører, med en længde på mellem to og tre gange hovedets længde. Kæmperne er blide, døjer sjældent med øreproblemer, og egner sig godt som kæledyr, men som hos andre arter, hvor nogle racer er avlet langt større end deres oprindelige forfader, har de desværre en kortere gennemsnitlig levealder. 

Hvis vi vender blikket mod kaninerne med hængeører, også kaldet væddere (på engelsk lop), vil den meget populære dværgvædder være svær at komme udenom at nævne. Det er en af de mest udbredte kaninracer i landet og er eftertragtet som kælekanin på grund af sit rolige sind. Den meget lignende minilop, der har vundet fremtog i Danmark gennem de seneste år, har et udseende der på mange måder nemt kan forveksles med dværgvædderen, men har dog normalt lidt kortere ører og er en smule mindre. Begge racer er fladnæsede og man bør derfor være opmærksom på en øget forekomst af tandproblemer og luftvejsproblemer.  

Også hos vædderne kan vi finde kaniner i alle størrelser, og den mest udbredte kæmperace med hængeører, er den franske vædder. De bliver ofte anbefalet til familier med børn på grund af deres størrelse og meget afslappede natur. 

Den nok mest ekstreme kaninrace, når det kommer til ører, er den engelske vædder. Her er hængeørerne avlet uforholdsmæssigt lange, og kan faktisk findes på helt op til en halv meter. Det er vigtigt altid at holde neglene korte, hvis man anskaffer sig en engelsk vædder, da de risikerer at træde i de imponerende lange ører.  

Her kommer en lille beskrivelse til billedet

Alle kaniner med hængeører har et begrænset bagudrettet synsfelt i forhold til kaniner med opretstående ører, fordi ørerne ganske enkelt dækker for deres udsyn. Aatomien i det ydre øre ser også lidt anderledes ud hos vædderkaniner, da man har fremavlet en defekt i den brusk, der holder øret oprejst. Knækket på øret er udelukkende valgt på grund af udseende, for det har ingen fordel, hverken i forhold til hørelse eller renholdelse, men man må da indrømme, at det giver et ret så nuttet udtryk. Desværre giver det også en uundgåelig forsnævring i den del af øregangen, der ligger i det ydre øre. Det kan på mange måder sammenlignes med at prøve at bukke et sugerør på et sted, der ikke er beregnet til det. I stedet for at lede til en bøjet, åben passage gennem sugerøret, vil knækket lukke passagen gennem sugerøret helt eller delvist til, og det samme kan ses i øregangen på hængeørekaninerne. Den forsnævring, kaldet anatomisk stenose, leder til en øget forekomst af øreproblemer hos væddere, der ofte kommer til udtryk som en ophobning af ørevoks eller udposninger med pus eller ørevoks (diverticulum), fordi stenosen forhindrer ørets naturlige udrensning fra at fungere normalt. Det kan lede til inflammation og yderligere hævelse, som kan ende i en ond cirkel uden rette behandling. Se eventuelt mere i afsnittet “stenose og diverticulum”. I de fleste tilfælde kan det forebygges med regelmæssig ørerens i samråd med dyrlægen, men hos nogle individer bliver tilstanden så smertefuld og generende for kaninen, at det kun kan afhjælpes med en operation, hvor øregangen i det ydre øre åbnes op, og man derved fjerner ulempen ved knækket. Hvis du er i tvivl om hvorvidt din kanin har øreproblemer, er du altid velkommen til at kigge forbi klinikken til en grundig øreundersøgelse. 

Øjne

Kaniners øjne ligner på de fleste punkter mange andre pattedyrs, men har dog alligevel nogle punkter hvor de adskiller sig, både i forhold til anatomien, blodtilførslen og hvilke patogener (sygdomsfremkaldende organismer, såsom svampe, bakterier og vira), der angriber dem.  

Kaniner har to pelsbelagte øjenlåg, et øverst og et nederst, og derudover er de udstyret med et tredje hvidligt øjenlåg, kaldet en blinkhinde, der befinder sig i den inderste krog af begge øjne ind mod næsen. Den hjælper med at holde øjet fugtet og tillader kaninen at blinke væsentligt sjældnere end os og derved holde sig på vagt og ikke slippe omgivelserne af syne mere end allerhøjst nødvendigt. Mens mennesker gennemsnitligt blinker 10-15 gange i minuttet, kan kaniner nøjes med at lukke øjnene i et splitsekund én gang hver 5 minut.  Man skal med andre ord ikke gøre sig nogen forhåbninger om at vinde en stirrekonkurrence med sin kanin. Det er også blinkhinden, der gør kaninen i stand til at sove med åbne øjne.  

Selve øjeæblets forside er dækket af en gennemsigtig, beskyttende kuppelformet hinde ved navn hornhinden (cornea). Hornhindens krumning står sammen med linsen for øjets brydning af lys. Bag hornhinden ligger den pigmenterede ringmuskel ved navn iris, også kaldet regnbuehinden, der har til formål at justere pupillens størrelse og derved hvor meget lys, der lukkes ind i øjet. Det er mængden af pigment i iris, der afgør kaninens øjenfarve. Et komplet fravær af pigment leder til røde øjne. På den anden side af pupillen ligger den ovale linse, der som nævnt står for en del af øjets brydning af lys. Modsat hornhinden er linsens krumning justerbar via små muskler i øjet. Bevæger vi os længere tilbage i øjet, finder vi glaslegemet, som er et væskefyldt kammer, der udgør den største del af øjet. På bagvæggen af øjet findes nethinden, også kaldet retina, der består af et tyndt lag af sanseceller, der opfanger lysindfald fra øjet, omdanner dem til nerveimpulser, der oversættes til billeder af hjernen. Det billede, der bliver dannet, når disse impulser bliver oversat, afhænger af hvor mange typer af de lysfølsomme celler kaldet tappe, der findes i øjet. Mens mennesker har tappe, der kan opfange lys i farverne grøn, blå og rød, mangler kaninerne den type tappe, der opfanger det røde lys. Man mener derfor at de røde nuancer for en kanin vil opfattes som gråtoner i stedet, men de er ikke komplet farveblinde.  

Kaniners øjne fungerer godt i begrænset lys – faktisk noget bedre end vores – hvilket nok kan forklares med, at de er skumringsdyr, som er mest aktive ved solopgang og solnedgang, hvor lyset er mere sparsomt. De kan også se om natten, men dog ikke lige så godt som de nataktive dyr, der har et ekstra lag af væv i øjet, som tillader dem at se i næsten komplet mørke.   

Som hos de fleste andre byttedyr i pattedyrsklassen, sidder kaniners øjne på hver sin side af hovedet, frem for at have to fremadrettede øjne, som vi kender fra os selv, hund og kat og andre rovdyr. Vores øjne giver os mulighed for at lave en effektiv dybde- og afstandsbedømmelse samt en tredimensionel opfattelse af omgivelserne, mens kaninernes øjne på siden af hovedet hjælper dem til at have et langt større synsfelt, så de kan holde øje med fare fra alle sider på samme tid, stærkt hjulpet af deres uovertrufne hørelse og lugtesans. Faktisk har kaniner med opretstående ører næsten 360 graders syn, kun afbrudt af en lille blind vinkel lige under næsen. Det gør dem i stand til at orientere sig til alle sider, inklusive bag dem og over hovedet på dem, uden at behøve at dreje hovedet og dermed tiltrække sig unødig opmærksomhed. Kaniner er langsynede og er dermed særligt gode til at opfange fare i god tid, mens de stadig kan nå at flygte. Hos vædderkaniner, dækker hængeørerne for en del af deres synsfelt bagud, hvilket sammen med den øgede risiko for nedsat hørelse er nogle af grundende til, at vædderkaniner ikke ville klare sig særlig godt i naturen. 

Bag kaniners øjne ligger en ansamling af vener, der hvis kaninen stresset, meget på vagt eller føler sig truet, kan lede til et øget tryk bag øjet grundet øget blodtilførsel. Dette medvirker at kaninens øjne bliver mere udstående, og derved fungerer som en forsvarsmekanisme i farlige situationer, ved at øge kaninens synsfelt yderligere.

Tænder

Voksne kaniner har i alt 28 tænder, der fordeler sig på fire fortænder, to støttetænder og 22 kindtænder. Fortænderne er opdelt i to sæt af hver to tænder i henholdsvis over- og undermund. Kaniner med korrekt tandstilling har overbid, hvilket vil sige, at fortænderne i overmunden ligger forrest og tydeligt kan ses, når man forsigtigt skiller den spaltede overlæbe ad. Lige bag dem, sidder fortænderne i undermunden. Støttetænderne findes kun i overmunden og sidder bag fortænderne. Spidsen af fortænderne i undermunden rammer op lige mellem for- og støttetænder i overmunden. Dette præcise arrangement af tænderne i det forreste af kaninens mund er med til at sikre et kontinuerligt og jævnt slid på alle tre sæt af tænder og forhindrer, at tænderne vokser sig for lange. En kanin med underbid eller anden fejlstilling i fortænderne vil derfor ikke have mulighed for et naturligt slid, og skal have hjælp til at undgå problemer. Da kaniners tænder vokser hele livet, kan tandproblemer hurtigt udvikle sig til behandlingskrævende tilstande, hvis kaninen har forkert tandstilling, eller hvis tænderne ikke bliver slidt tilstrækkeligt gennem fodringen. Se evt. mere i afsnittet om malokklusion, forvoksede tænder og tandspidser. 
 
 

Kaniner har ingen hjørnetænder, og kindtænderne sidder langt tilbage i mundhulen. De fordeler sig som 3 sæt af forkindtænder i overmunden, samt to sæt forkindtænder i undermunden. Bag dem, har de 3 sæt bagkindtænder i både over- og undermund. 
Formlen for de blivende tænder kan ses her: 
 
2  x  2/1  0/0  3/2  3/3 = 28. 

Kaniners blivende tænder har modsat vores egne ingen anatomisk rod, hvilket tillader kontinuerlig vækst gennem hele livet. En ting vi til gengæld har til fælles, når det kommer til tænder er, at både mennesker og kaniner er difyodonte, hvilket vil sige, at begge arter har et sæt midlertidige mælketænder, inden de blivende tænder vokser frem. Mælketandsættet hos kaniner består af 16 tænder fordelt efter følgende tandformel: 

2  x  2/1  0/0  3/2 = 16 
 
Mælketænderne ses dog meget sjældent, hvilket er årsagen til at mange ikke ved de findes, da de fleste kaniner taber dem allerede inden fødslen eller i de første dage efter, hvor de stadig ligger varmt og lunt i reden.   

Her kommer en lille beskrivelse til billedet

I modsætning til hvad mange tror, er kaninen ikke en gnaver, men hører derimod til ordenen lagomorpha. Et af stederne, hvor forskellen mellem de to ordner er tydelige, er tænderne.  I modsætningen til gnavere, som har et sæt tænder forrest i over- og undermund, har kaniner, og andre dyr i lagomorphaordenen, som nævnt to sæt tænder i overmunden, nemlig fortænder og støttetænder. En anden forskel er, at gnavere har ét sæt tænder gennem hele livet, hvor kaniner først har et sæt mælketænder, før de får de blivende tænder. De fleste gnavere har også en farvet emalje på fortænderne, hvor kaniner har farveløs emalje. En forskel mere på de to ordner er, at kaniner med deres 28 tænder, har flere tænder end gnavere. Marsvin, deguer og chinchillaer har 20 tænder, mens rotter, mus og hamstere kun har 16.

Næse

Næsen spiller en stor rolle i en kanins liv. Mange aspekter i både konsekvensudregning, beslutningsprocesser og kommunikation afhænger af deres meget veludviklede lugtesans, som også er en af de vigtigste sanser. Allerede fra kaniner bliver født, er de voldsomt afhængige af en velfungerende lugtesans, når de skal snuse sig frem til en dievorte, mens de stadig er helt nøgne og blinde, og senere i livet er lugtesansen essentiel for at identificere føde, opfatte tegn på fare og finde den rigtige partner.  

Kaniner trækker desuden vejret gennem næsen, medmindre der er tale om anatomiske misdannelser i mund- og næsehule, fordi deres strubelåg hviler på den bløde bagerste del af ganen, og danner en lufttæt forsegling, når kaninen ikke er i gang med at synke mad eller vand. Derfor er det altid vigtigt at reagere hurtigt, hvis man oplever besværet vejrtrækning, mislyd fra de øvre luftveje eller flåd fra næsen, der kan forhindre normal respiration. Derudover har kaniner relativt små lunger i forhold til deres størrelse, hvilket gør dem mere udsatte for alvorlige og livstruende forløb, hvis de rammes af eksempelvis nedre luftvejsinfektioner. Ser man en kanin trække vejret med åben mund, er der tale om en akut og meget alvorlig respiratorisk tilstand, der kræver dyrlægehjælp omgående.  

De fleste, der har set på en kanin i mere end et par sekunder har bemærket, at de regelmæssigt “vipper” med næsen. Det er modsat hvad mange tror ikke nødvendigvis i takt med deres vejrtrækning og betyder dermed heller ikke, at kaninen holder vejret, hvis næsen sidder helt stille i en periode. Normalt bevæger næsen sig med en frekvens på 2-120 vip i minuttet, alt afhængigt af hvad kaninen laver. Er kaninen syg eller afkræftet, kan vippen stoppe helt, og det samme gør sig gældende for nogle kaniner mens de sover, mens hastigheden på vippen øges, når kaninen er ved at undersøge noget, har fået færten af noget nyt eller lækkert eller hvis den befinder sig et nyt sted. De vippende bevægelser er nemlig med til at fordele de forskellige typer af duftmolekyler i næsehulen, så de opfanges bedst muligt af kaninens sanseorganer.  

Kaniner har ligesom os selv slimhinder i næsen, der danner et beskyttende lag på indersiden af næsehulen, som har til formål at fange inhalerede bakterier og støvpartikler, samt at forebygge væsketab. Bliver næsehulen for tør, bliver lugtesansen nemlig nedsat. Hos kaniner er næseskillevæggen, altså det væv, der adskiller de to næsebor i næsehulen samt bagvæggen af næsehulen belagt med kirtelvæv, der har til formål at øge luftfugtigheden i den indåndede luft, inden den trækkes ned i lungerne. Luftfugtigheden på den indåndende luft spiller nemlig også en rolle i kaninens temperaturregulering.  

Pels

Vi har igennem mange års selektiv avl frembragt en række forskellige pelstyper hos kaniner, alt sammen fra den oprindelige pelstype hos de europæiske vildkaniner. Deres pelstype er den, der oftest betegnes som “almindelig” pels, og består af et lag af isolerende underuld samt et lag af længere delvist vandafvisende dækhår, som hjælper kaninen med at holde varmen i regnvejr, fordi underulden skærmes og holdes tør. I naturen findes hverken rex- angora- teddy- eller satinpels, og flere af de ikke-naturligt forekommende pelstyper ville give vilde kaniner nogle markante ulemper i livet i det fri.  

Det vil for de fleste kaniners vedkommende være nødvendigt med pelspleje, men både typen og omfanget varierer ud fra typen af pels. Se eventuelt afsnittet om Pleje under Pels. I følgende afsnit gennemgås forskellige pelstyper.

Rexpels er kendetegnet ved en kort, tæt og silkeblød pels, der er ensartet over hele kroppen. Rex er både en pelstype og en race, så mens alle rexkaniner har rexpels, findes der også masser af kaniner med rexpels, der ikke er af racen rex. Fælles for dem alle er den ualmindeligt bløde og pels, der hos nogle næsten kan sammenlignes med chinchillapels. Kaniner med rexpels vil hos nogle allergikere lede til mindre reaktioner end andre pelstyper, da de har et mindre behov for at vaske sig, da forekomsten af knuder i pelsen er stort set ikkeeksisterende, og der dermed afsættes færre spytenzymer. Derudover har kaniner med rexpels også en lavere forekomst af skæl. Har man en kanin med rexpels, er det vigtigt at man er opmærksom på hæltrykninger, særligt på de bagerste fødder, da den korte pels leder til en øget forekomst.  


Satinpels kan kendes på det skinnende skær, der giver fornemmelsen af silke, når man stryger kaninen over pelsen. Satinpels er blødere end almindelig kaninpels, og er fremkommet ved at fremavle en mutation på det gen, der koder for produktionen af keratin, som er det primære protein i pels, hår og negle. Satinpelsen findes hos en række forskellige racer, men ses i Danmark oftest hos dværgvæddere og mini lops. Satinpelsen er på grund af det smukke skinnende udseende forholdsvist eftertragtet, men det er vigtigt at nævne, at kaniner med denne pelstype desværre også har en øget forekomst af tandproblemer. Det menes at denne prædisponering skyldes, at keratin også er en af byggestenene i emalje og det desværre endnu ikke er lykkes nogen at isolere mutationen til kun at ramme pelsen.  

Angorapels er en af de typer, hvor formålet har været at øge længden på pelsen. Angorakaninen er en af de ældste fremavlede racer, og blev avlet netop for at udnytte den uldne pels. Man mener at angoraracen stammer fra Tyrkiet og har den særlige egenskab ud over længden, at hvert enkelt hårstrå er tyndere end almindelig kaninpels, hvilket er en af årsagerne til, at det egner sig godt til at blive spundet til garn. Der findes flere angoraracer i forskellige størrelser, som strækker sig fra omkring 2-6 kg. Angorakaniner er generelt rimelig rolige af sind og selvom formålet med racen oprindeligt var anderledes, egner de sig fint som kæledyr. Man skal dog være opmærksom på, at man har livslang omfattende pelspleje i vente, hvis man anskaffer sig en angorakanin. Et af de mest udbredte problemer er nemlig knuder og filt, som begge kan trække i huden og være til stor gene, hvis ikke man hjælper kaninen af med dem. Hyppige ændringer i luftfugtighed eller fugt i pelsen kan være medvirkede til at øge frekvensen af knuder, så det kræver særlige forhold at holde angorakaniner ude. Angorakaniner rammes også hyppigere af behandlingskrævende pelsmideangreb, sandsynligvis fordi de har svært ved at rense den lange pels i bund under deres daglige grooming. 



Teddy og løvehoved er på mange måder to sider af samme sag. Dels fordi teddypelsen er fremavlet fra løvehovedkaniner og dels fordi der er mange overlap i typen af pels. Løvehovedkaniner har fået deres navn grundet den tydelige lighed med en løvemanke, hvor pelsen er længere i en krave omkring hovedet. Pelsen på en løvehovedkanin kan variere fra en smule ekstra længde i pelsen mellem ørerne til lang og pjusket pels over hele kroppen alt afhængigt af genetikken bag, men den mest almindelige pelsfordeling er den klassiske manke samt et “skørt” omkring bagdelen med lidt ekstra længde på pelsen. Kaniner med teddypels har altid lang pels over hele kroppen, og ligner meget de fuldpelsede løvehovedkaniner, men pelsen vokser ofte hurtigere på teddyerne. Det kan tage en hel sæson for en løvehoved at gro en fuld manke igen, hvis den bliver trimmet i bund, mens det normalt kun tager et par måneder for en teddy at få fuld pelspragt efter en trimning. Navnet stammer fra det “bamsede” og pjuskede look. Der er ikke nogen alvorlige helbredsmæssige udfordringer ved pelsen alene for disse typer, men det er naturligvis nødvendigt med regelmæssig pelspleje, særligt i fældeperioden. Teddykaniner kan med fordel trimmes regelmæssigt for at undgå knuder. Hos begge racer skal man desuden være opmærksom på tandproblemer, hvis de har det fladnæsede udtryk, man ser hos nogle individer.  

Nøgne kaniner findes ikke som fremavlet race. Der er mange, der har set billeder af enkelte individer uden pels på nettet og efterspørger dem som et allergivenligt alternativ, men i de få kendte tilfælde, hvor det er forekommet, har der været tale om sjældne genetiske defekter. Pelstab hos andre racer er ofte forbundet med parasitære angreb, hudlidelser eller smerter, der kan lede til overdreven grooming. Mister ens kanin pels, bør man derfor altid opsøge en af vores dygtige dyrlæger, så vi kan udrede hvorfor.  

Fordøjelse og afføring

Kaniner har en kompleks og avanceret fordøjelse, der kræver en nøje tilpasset diæt for at fungere optimalt. Se eventuelt afsnittet om fodring. Der skal selvfølgelig indgå en lang række forskellige næringsstoffer, sporstoffer, vitaminer og mineraler i en kanins kost, for at opfylde alle deres behov og understøtte alle kroppens funktioner og energiomsætning, men ser man på bestanddele alene, er det suverænt vigtigste element i en kanins kost en kontinuerlig tilførsel af en stor mængde fibre. Kaniner omtales af samme årsag til tider lidt i spøg som “fibervorer”, altså fiberædere, selvom den korrekte betegnelse jo naturligvis er herbivorer, altså planteædere.  

De fibre en kanin indtager, kan groft sagt deles op i to overordnede kategorier; fordøjelige og ufordøjelige fibre. De ufordøjelige fibre er dem, der har til hovedopgave at holde hele fordøjelsen i gang og sikre en passende hastighed på tarmbevægelserne, så der både er tid til at optage tilstrækkelig næring over tarmvæggen og justere mængden af væske i tarmindholdet, samtidig med at tarmindholdet ikke ligger for længe i tarmene. Sker det, kan det give anledning til udvikling af gasser, skævvridning af tarmfloraen eller nedsat tarmmotilitet, hvor hele fordøjelsen sænkes og i yderste konsekvens går i stå, hvilket leder til akut behandlingskrævende tilstande. De ufordøjelige fibre spiller altså en essentiel rolle for en kanins fordøjelse, selvom de udgør en ret begrænset andel af den næring de rent faktisk udvinder og optager fra deres føde. De tørre, runde afføringskugler som kaninejere kender alt for godt fra kaninbakken, består primært af ufordøjelige fibre, samt et række affaldsstoffer fra kroppens processer. Det er også derfor det er den type afføring, der kan være med til at give en fingerpeg om hvorvidt kaninen får fibre nok. Sunde kaninpøller skal være store, runde, gyldne og talrige. De skal være ensartede i form og størrelse og når man smuldrer en pølle mellem fingrene, skal den være fyldt med hørester og fibre. Ufordøjelige fibre er normalt opgjort som “råfibre” eller på engelsk “crude fibre” på indholdsfortegnelsen af diverse foderemner.  

Den anden kategori, de fordøjelige fibre, dækker over den del af de lange stivelseskæder, som nedbrydes til optagelige bestanddele på vej gennem en kanins fordøjelsessystem. Forsimplet er forskellen på de to typer størrelsen/længden på fibrene. Jo mindre, jo nemmere nedbrydes de, og derfor er de fordøjelige fibre som udgangspunkt de små, mens de ufordøjelige er de store, lange fiberkæder. Når det kommer til nedbrydningen af diverse makronæringsstoffer, herunder stivelse, fordøjelige fibre og protein, er det faktisk ikke kaninen selv, der står for en stor del af processen, men derimod den samling af gavnlige mikroorganismer, der lever i deres tarmsystem. Kaniners blindtarm er markant større, set i forhold til deres kropsstørrelse, end en mange andre pattedyrs, herunder mennesker, og det er her magien sker. Kaniner er nemlig bagtarmsforgærer, hvilket vil sige, at en del af deres kost skal forgæres og nedbrydes i blindtarmen, inden den er reduceret til bestanddele, som kaninen kan optage over tarmvæggen og dermed få gavn af. “Problemet” er bare, at den største del af optagelsen sker tidligere i tarmsystemet end denne proces finder sted, og det betyder, at kaninen er nødt til at starte forfra med at spise den nedbrudte næring, når bakterierne og svampene har gjort deres arbejde. Og det er årsagen til, at kaniner producerer endnu en type afføring, ud over de velkendte afføringskugler omtalt tidligere i afsnittet. Den anden type afføring kan bedst beskrives som en klase af mindre, bløde mørke kugler, der sidder klistret sammen på en række, pakket ind i et tyndt lag af gennemsigtigt slim. Denne type afføring kaldes ofte natafføring, hvilket egentlig er en misvisende betegnelse i og med, at det bliver produceret hele døgnet. Et mere passede navn er blindtarmsafføring og den faglige term er caecotrofer, opkaldt efter det latiske navn for blindtarmen, nemlig caecum. Caecotroferne indeholder både en lang række vigtige mikro og makronæringsstoffer, og så er de også fyldt med de mikroorganismer, som har været med til at nedbryde kosten i blindtarmen. For at kaninen kan få noget ud af alle de gavnlige bestanddele af de næringsrige caecotrofer, skal de endnu en tur gennem systemet, hvilket betydet at kaninen skal spise dem igen. For de fleste kaniners vedkommende foregår det direkte fra endetarmsåbningen, hvor de elegant bukker sig forover, og indtager afføringsklaserne uden ejer nogensinde ser dem. Hinden af slim, der indkapsler caecotroferne, beskytter de gavnlige mikroorganismer, så de ikke dræbes på vej gennem kaninens meget stærke mavesyre. Af samme årsag kan man måle en beskeden stigning i mavesyrens pH, når produktionen af caecotrofer er på sit højeste.  
Mange kaninejere er slet ikke klar over at caecotroferne eksisterer eller hvor vigtig en bestanddel af kaninens næringsoptagelse de faktisk udgør, fordi de aldrig ser dem. Det er kun et godt tegn! Hvis en kanin regelmæssigt efterlader sine caecotrofer, kan det være et udtryk for overfodring med foderpiller eller godbidder, og så er det vigtigt – eventuelt i samråd med en af vores dyrlæger, at snakke om en foderjustering, så kaninen ikke risikerer at gå glip af vigtig næring eller få ubalancer i tarmfloraen. Andre faktorer, der kan spille ind på efterladte caecotrofer er, at kaninen ikke er i stand til at nå ned til endetarmen. Det kan for eksempel skyldes tilstande som overvægt, gigt, spondylose eller neurologiske tilstande, og også her er det vigtigt at få udredt årsagen på klinikken, så vi kan hjælpe din kanin bedst muligt, og lindre eventuelle smerter.  

Fødder

Modsat hvad mange tror, har kaniner faktisk ikke poter, men fødder. For, at noget kan kaldes en pote, skal der nemlig være trædepuder, som vi kender fra for eksempel hunde og katte, men hos kaniner er hele foden dækket af pels. Det betyder også, at pelsen er den eneste beskyttelse kaninen har på fødderne, og huden inden under er langt mere sart end huden, der dækker trædepuderne på poter. Kan pelsen ikke beskytte, bliver den sarte hud udsat, og det vil i mange tilfælde lede til hælsår (se eventuelt afsnittet om hælsår). 


Derudover er kaniner ligesom mennesker såkaldte sålegængere, også kaldet plantigrade. Det vil sige, at de træder på hele fodfladen på de bagerste fødder, modsat eksempelvis hunde og katte, der begge er tågængere, også kaldet digitigrade.  
Kaniners bagerste fødder er omtrent dobbelt så store som de forreste. Hos en kanin, der går normalt, vil bevægelsen foregå i små hop, hvor de forreste fødder bliver sat i jorden først efterfulgt af de begge de bagerste. Skal en kanin snige sig frem, eksempelvis fordi den befinder sig et nyt sted, er lidt usikker, eller er i gang med at undersøge noget spændende, vælger mange kaniner at gå med ét forben og ét bagben ad gangen og lave en mere glidende diagonal gang, formentlig for at lave færre vibrationer i underlaget og derved mindske risikoen for at tiltrække sig unødig opmærksomhed.



Den snigende gangart vil også være genkendt af de fleste kaninejere, hvis kaninen er på vej til at lave noget den godt ved, den ikke må. Har man en kanin, der permanent bevæger sig i den snigende gangart, kan det være tegn på gigt, ledsmerter eller problemer eksempelvis i hofte- og lænderegionen, og man bør opsøge dyrlæge.  

Negle

Kaniners negle består ligesom vores af en række forskellige bestanddele, hvor den primære er proteinet keratin. Kaniner har 5 negle på hver af de forreste fødder og 4 på hver af de bagerste, altså i alt 18 negle, der vokser hele livet, og derfor skal klippes med jævne mellemrum hos de fleste kaniner (se eventuelt afsnittet om negleklip under Pleje). Den ekstra negl på de forreste fødder svarer til en tommelfinger og sidder lidt oppe af indersiden af forbenet. Det kan være svært at komme til under en negleklipning, men da den sjældent slides tilstrækkeligt naturligt, er den vigtig at få med. Hvor ofte neglene skal klippes afhænger af flere faktorer, herunder kaninens vægt, neglenes styrke, underlaget kaninen går på og hvorvidt kaninen har mulighed for at grave. Hvis du er i tvivl om din kanin trænger til negleklip eller ønsker vejledning i hvordan det gøres mest effektivt og skånsomt, hjælper vi altid gerne i klinikken. Det er også muligt at købe et negleklippekort, hvis man helst ser, at vi klarer opgaven fast.  
Til tider sker det, at kaniner river en negl ud, fordi de for eksempel sidder fast i noget stof eller tremmerne på et bur. Det kan være forbundet med smerter, og viser kaninen tegn på det, bør man sørge for, at kaninen bliver smertedækket. Kaniner har forholdsvist små knogler i tæerne og derfor er det også vigtigt at få undersøgt om tåen er brækket eller gået af led, hvis en negl rives af. Når en negl har været revet ud, kommer den nogle gange tilbage, og andre gange gør den ikke. En kanin kan sagtens leve helt fint med en eller flere manglede negle, så længe det ikke påvirker dens gang, så led og muskler bliver ujævnt belastet.