Tandrødder og -bylder

Stressfri klinik for kaniner | Kaninklinikken

Beskrivelse

Kaniners tænder har åbne rødder. Det er en nødvendighed for, at tænderne kan vokse videre hele livet, og gøre op for det naturlige slid, der sker på tænderne gennem deres fiberrige kost og gnaven i rødder, kviste og grene. Desværre kan rødderne også give problemer, hvis tænderne ikke slides korrekt.

En følge af forvoksede tænder og tandspidser (se eventuelt afsnittet herom) kan være, at rødderne vokser sig for lange og giver anledning til blandt andet svære smerter samt potentielt infektion og bylder. Ser man symptomer på forvoksede tandrødder eller bylder, skal kaninen behandles hos en dygtig dyrlæge.

Her kommer en lille beskrivelse til billedet

Årsag

En byld er en ansamling af pus. Årsagerne til tandbylder kan være mange, hvor en af dem af forvoksede tandrødder eller inflammation i eller omkring rødderne, hvorfor det altid er vigtigt at antiinflammatorisk smertestillende medicin er en del af efterbehandlingen ved tandslibninger, hvor inflammation ellers kan forekomme. Kaniners tandrødder er som nævnt åbne for at tillade kontinuerlig vækst gennem hele livet, men slides tænderne ikke korrekt, kan rødderne langsomt vokse sig længere og skabe inflammation og potentiel tilgang af bakterier, der kan samle sig som bylder. Forvoksede tandrødder kan også lede til løbende øjne, på grund af hel eller delvis blokering af kaninens tårekanaler.
Tandspidser kan også lede til bylder, hvis de perforerer vævet i mundhulen, og derved lader pyogeniske (pus-producerende) bakterier få adgang til gummer, gane og kinder. Bakterierne kan også få adgang, hvis en tand flækker op i roden, eksempelvis som følge af et traume eller en klipning af tænderne, hvilket er en af årsagerne til, at kanintænder aldrig må klippes.
Bylder kan også opstå som følge af døde og/eller rådnende tænder. Nogle af de bakterier man kan finde i bylder i og omkring mundhulen hos kaniner, kan for eksempel være fusobacterium nucleatum, forskellige strenge af prevotella, peptostreptococcus micros og forskellige strenge af streptokokker. En sund og rask kanin, der ikke har underliggende tandproblemer vil ofte kunne bekæmpe milde, begyndende infektioner selv, uden at vise symptomer, men hvis infektionen først får fat eller kaninens immunforsvar er nedsat, eksempelvis af steroider, eller hvis det er på overarbejde på grund at anden sygdom, kan infektionen tage over og blive akut behandlingskrævende og livstruende.

Symptomer

Der findes forskellige symptomer på forvoksede tandrødder, men flere af dem ses faktisk ikke direkte på eller ved tænderne. Vokser rødderne sig for lange, kan nogle af de symptomer man ser være løbende øjne (ofte kun det ene øje til en start), løbende næse, skævheder eller asymmetri i ansigtet, mild torticolis (hovedtilt), savlen, feber, nedsat appetit, fravalg af hårde eller grove foderemner, vægttab og anoreksi. Vær opmærksom på, at langt fra alle kaniner oplever alle symptomer, så opsøg altid klinikken ved mistanke om sygdom eller tandproblemer, selv hvis det kun er et eller få symptomer, der opleves.
Det kan lede til andre tandproblemer, som forvoksede tænder, malokklusion og tandspidser, fordi kaninen vil kompensere ved at spise mindre og undgå grove fibre, og det medfører, at tænderne ikke slides korrekt, hvilket understreger at tandproblemer hos kaniner hurtigt bliver en ond cirkel, der er medvirkende til sin egen gradvise spredning og forværring.

Symptomerne på forvoksede tandrødder og tandbylder overlapper en del, da bylderne blandt andet kan opstå som følge af forvoksede rødder. En byld kan derfor også give anledning til rindende øjne og næse, hvis den sidder et sted, der trykker på tårekanalerne eller slimhinderne. En infektion i eller omkring tandrødderne, kan også give løse tænder, hvilket dermed også kan opleves som et symptom. Ved ekstraktion af tænder, der har været løse over en periode, er det ikke unormalt, at der findes en ansamling af pus i hulrummet bag tandroden, som har været medvirkede til at løsheden er opstået. Derudover afhænger symptomerne på bylder ved tænder og i mundhulen af både størrelsen og placering af bylden.

Her kommer en lille beskrivelse til billedet

Behandling

Behandlingen af tandbylder og bylder i mundhulen hos kaniner er ofte en lang og kompleks, så forebyggelse er helt klart at foretrække, men er bylden eller infektionen opstået, skal den naturligvis behandles. Metoden og prognoserne afhænger af graden og placering af bylden og vil altid bero på en individuel vurdering af en af vores dygtige dyrlæger, ud fra både omfang, fremskredenhed og kaninens almene tilstand. I milde tilfælde kan dyrlægen vælge at udskrive medicinsk behandling til bekæmpelse af både infektion, smerter og inflammation, mens det i de sværere tilfælde kan være nødvendigt med ekstraktion af en eller flere tænder, samt eventuel operativ fjernelse af selve bylden og byldekapslen. Positioneringen af tandbylder kan til tider forhindre en direkte kirurgisk fjernelse, hvor dyrlægen i stedet kan vælge at lave en grundig oprens i bedøvelse, og så vidt muligt behandle årsagen til byldens opståen. Det er altid en god idé at få foretaget en dyrkning på indholdet af bylden, så antibiotikabehandlingen så vidt muligt kan rettes mod den specifikke bakterie, der har forsaget infektionen, hvis der er tvivl om arten.
Løse tænder eller tænder med inficerede rødder bør fjernes, hvis kaninens øvrige tilstand tillader det.