Beskrivelse
Coccidiose er en sygdom, der kan forårsages af en lang række forskellige parasitter. Sygdommen kan ramme mange dyrearter, inklusive mennesker. Coccidiose er særligt kendt hos høns, men de enkelte arter af parasitter, der kan lede til coccidiose, er med ganske få undtagelser artsspecifikke. De kan derfor som udgangspunkt ikke smitte mellem arter.
Hos kaniner er coccidiose forsaget af parasitten eimeria spp., og man har i alt konstateret omkring 25 forskellige arter af parasitten i kaniner. De fleste arter af eimeria, der rammer kaniner er vævsspecifikke. Coccidiose vil derfor ramme forskellige steder alt efter hvilken art af parasitten, der er tale om. Coccidiose kan hos kaniner overordnet deles op i to kategorier; indvoldscoccidiose, der rammer mave-tarm-kanalen og hepatisk coccidiose, der rammer leveren.
Udbredelse og smitte
Coccidiose er en udbredt sygdom hos kaniner. Specielt i miljøer med mange kaniner tæt sammen, som for eksempel hos nogle opdrættere eller avlere, er coccidiose udbredt. Den smitter via oocytter, (kort sagt en slags æg med umodne forstadier af eimeriaparasitter), der udskilles via kaninens afføring. Indtages oocytterne af en anden kanin, kan smitten overføres. Det kan både ske via direkte indtag af afføring (caecotrofer), via indtagelse af kontamineret føde og via indtagelse af kontamineret vand.
Skallen omkring oocytterne nedbrydes af mavesyren, og herefter vil parasitten inficere celler i dens foretrukne væv. Den vil formere sig og gennemgå hele sin livscyklus på 4-14 dage i kaninen. Voksne parasitter skifter ikke vært, og coccidiose spredes udelukkende via oocytter.
Mange voksne kaniner vil være asymptomatiske ved smitte med coccidiose i mave-tarm-kanalen. Ungerne rammes til gengæld ofte meget hårdt, og uden behandling vil sygdommen normalt have dødelig udgang. Kaninunger vil i løbet af de første 8 uger af deres liv indtage caecotrofer fra deres mor, for at opbygge en sund bakterieflora i deres tarmsystem. Er moderen smittet med coccidiose, vil der derfor være en stor risiko for, at smitten overføres til ungerne. Indvoldscoccidiose rammer oftest unger mellem 6 uger og 5 måneder. Asymptomatiske bærere af sygdommen kan blive syge af coccidiose, hvis de bliver udsat for stress eller hvis deres immunforsvar bliver hæmmet eller kommer på overarbejde, eksempelvis på grund af anden sygdom.
Levercoccidiose rammer kaniner i alle aldre og vil normalt enten lede til et længere forløb, der kan blive kronisk eller lede til et meget akut sygdomsforløb, der ender med dødsfald efter omkring 10 dage.
Symptomer på coccidiose
Indvoldscoccidiose
Symptomerne på indvoldscoccidiose varierer både alt afhængigt af hvor mange oocytter, der er indtaget og hvilken art af parasit, der er tale om. Man vil ofte opleve, at kaninen bliver usoigneret i pelsen, passiv, får mavesmerter og mister appetitten. Det leder til vægttab og dehydrering og 4-6 dage efter smitte, begynder abdomen at udspiles. Det bliver sædvanligvis fulgt af voldsom diarré, hvori man hos unger til tider både kan finde blod og slim. Unger med coccidiose overlever sjældent ret længe, specielt hvis vægttabet bliver stort. Spasmer og lammelser rammer normalt inden døden indtræffer.
Ved obduktion ses væskeophobninger og inflammation i de berørte dele af tarmen, samt til tider sårdannelse og blødning.
Levercoccidiose
Symptomer på levercoccidiose kan ligne symptomerne på indvoldscoccidiose. Man vil også her opleve, at kaninen bliver passiv, inaktiv, får smerter og mindsket interesse for føde eller komplet anoreksi. Ved levercoccidiose bliver kaninen ofte meget tørstig og vil svulme op omkring bughulen. På røntgen vil man kunne se, at leveren og galdeblæren er forstørret. Sygdomsforløbet kan som nævnt være af meget forskellig varighed. Hvis kaninen dør af sygdommen, vil man også her nogle gange opleve diarré og til tider koma. Ved obduktion ses forstørret galdeblære og lever, samt gule pletter på leveren.
Har man en kanin, der er smittet med coccidiose, kan det lede til en række andre sygdomme. Det er fordi immunforsvaret er på overarbejde. Kaninen kan derfor ikke lige så effektivt nedkæmpe andre mindre infektioner, som normalvis holdes i skak.
Coccidiose, der rammer unger under deres vækstfase, men behandles med succes, kan ligesom anden hård sygdom tidligt i livet påvirke kaninens endelige størrelse som voksen. Derudover kan de sagtens leve et normalt liv.
Diagnostik
Diagnosticering af coccidiose kan være vanskelig. Det indebærer, at man får kaninen undersøgt hos dyrlægen, samt at man medbringer frisk afføring, som kan undersøges for oocytter. Det kan være svært at se forskel på oocytter fra eimeria og de ikke-patogene gærceller fra Cyniclomyces guttulatus. Sidstnævnte finder man normalt i afføringen fra raske kaniner. Derfor vil det normalt være nødvendigt at sende en afføringsprøve til undersøgelse på et eksternt laboratorie. Så kan man få et utvetydigt svar, hvis der er tvivl om diagnosen.
Det er vigtigt at oplyse en mistanke om coccidiose til klinikken på forhånd, så de nødvendige forholdsregler kan tages for at undgå smittespredning.
Behandling af coccidiose
Behandlingen af coccidiose har ændret sig over de seneste år. Tidligere har man behandlet forebyggende, hvilket desværre har ledt til resistens over for de dengang gængse midler. Levercoccidiose er vanskelig at behandle, og selv med korrekt behandling, kan sygdommen blive kronisk. For begge typer er behandlingen langt mest effektiv, hvis den bliver givet hurtigt efter smitten. Venter man mere end 6 dage, falder prognosen for overlevelse drastisk. Det er derfor vigtigt, at man reagerer hurtigt, hvis man har mistanke om coccidiose.
I dag anvender man coccidiocidale (coccidiedræbende) præparater, eller en kombination af præparater, der både virker hurtigt og effektivt mod alle udviklingsstadier af den patogene parasit. Dyrlægen kan vælge at anbefale at behandlingen gentages efter 5 dage, da der er risiko for tilbagefald, hvis man nøjes med en enkelt behandling. Høje doser af de coccidiocidale midler kan give nedsat appetit og nedsat tarmmobilitet. Det er derfor vigtigt, at man er opmærksom på dette under behandlingen og er klar til at kontakte klinikken så støttende behandling mod bivirkningerne kan opstartes sideløbende, hvis situationen kræver det. Ud over behandling for coccidiose, er symptombehandling også nødvendig i de fleste tilfælde. Eksempelvis hvis kaninen har diarré eller er dehydreret. Kaniner i behandling for coccidiose skal være isoleret fra andre kaniner.
Forebyggelse
Coccidiose kan i mange tilfælde forebygges ved at holde kaninernes bolig ren og tør, specielt hvis flere kaniner går sammen. Når man får en ny kanin ind i besætningen, er det desuden en god idé at lade kaninen være i karantæne i mindst 1 uge, inden den sættes i nær kontakt med andre kaniner. Har man gentagende gange oplevet coccidiose, vil det ofte hjælpe at desinficere kaninernes bolig regelmæssigt i en periode. Derudover er det vigtigt at kaninerne får hø i god kvalitet i ubegrænsede mængder, og at man holder sig fra foder, der øger risikoen for maveproblemer, som eksempelvis müsliblandinger og i stedet finder rent pillefoder i god kvalitet.
Ud over rene bure og god fodring, kan man sænke risikoen for coccidiose, hvis man regelmæssigt giver sine kaniner grene fra træer, der indeholder garvesyre. Det kan for eksempel være pil, hassel, ask, gran, æble og pære. Garvesyren kan penetrere væggen i oocytterne og hæmme de enzymer, der er nødvendige for deres reproduktion. Garvesyre i større koncentrationer, som for eksempel i eg, kan dog give anledning til maveproblemer i sig selv, så husk at undersøge, at de grene, der gives, også er egnet til kaniner.
Ud over at kunne være med til at forebygge coccidiose, er grene også fremragende aktivering for kaniner, hvor de både kan få opfyldt deres naturlige behov for at gnave og for slide deres tænder, der vokser hele livet.
