Til dig der overvejer at anskaffe en kanin

Stressfri klinik for kaniner | Kaninklinikken

Det kan vi godt forstå!

Kaniner er sjove, intelligente, underholdende dyr, der kan blive en del af familien på lige fod med en hund eller en kat. Men hvordan finder man ud af, om det at anskaffe en kanin er det rigtige for sin familie?

For det første skal det understreges, at det er en udbredt misforståelse, at kaniner er et kæledyr, der egner sig godt til børn. Mange børn vil gerne løfte, kramme og tumle med de pelsede familiemedlemmer. Men desværre vil ingen af delene være tilrådeligt over for en kanin og kan medvirke til at bryde tilliden og derved gøre kaninen utryg og sky. Kaniner er byttedyr, og har det derfor bedst med alle 4 ben på jorden. Derudover er kaniner hormonelle og territoriale dyr, og mange oplever, at deres langørede venner ændrer adfærd, når de rammer puberteten. Det vil ofte medføre, at kaninen bliver urenlig, burterritorial og måske endda aggressiv, hvis man overskrider kaninens grænser.

Denne adfærd kan dog afhjælpes, hvis man har de rigtige redskaber, men det er vigtigt, at man er forberedt allerede, når kaninen flytter ind, hvis man får kaninen som unge.

Alternativt kan man vælge at anskaffe en kanin, som er voksen og neutraliseret, så man allerede fra start kender kaninens sind, og man ikke behøver at gennemgå den potentielt lidt utilregnelige teenagefase.

Hormonbetinget urenlighed, territorialitet, hormonelle frustrationer og aggressioner, kan i langt de fleste tilfælde mindskes eller fjernes helt ved at få kaninen neutraliseret. Det kan gøres fra en forholdsvist ung alder og fjerner også den høje risiko for kræft i forplantningsorganerne hos intakte kaniner (se eventuelt afsnittet om neutralisation)
Har man børn, er det desuden en god idé at vælge en større race, så børnene vil være mindre tilbøjelige til at løfte rundt på kaninen.

Levealder

Endnu en ting, der kommer bag på mange førstegangsejere er, hvor gamle kaniner bliver. Det er ikke sjældent, at der hænger skilte hos diverse dyrehandlere, hvor der står at kaniner kun bliver 3, 4 eller 5 år gamle.

Det er dog langt fra sandheden i de fleste tilfælde, hvis kaninen tilbydes de rette rammer, det rette foder og et godt kaninliv. Mange dværgkaniner bliver over 10 år gamle, og er man heldig, kan man have glæde af dem i 15 år. Man skal derfor regne med, at det at anskaffe en kanin er en forpligtelse i mange år og man skal huske, at det er hele familien, der får kanin, så der ikke skal findes et nyt hjem til den, bare fordi et barn mister interessen.

Her ses Qui, Dolphin og Winter

Fodring af kaniner – hvor svært kan det være?

Svaret er faktisk, at det kan være ret svært. Når man tænker på en kanins fodring, vil det første, der dukker op i tankerne hos mange være en gulerod.

Kaniner må gerne spise gulerødder. Dog bør de udgøre en markant mindre andel af den samlede fodring, end man får indtryk af, når man ser et afsnit af Snurre Snup. Det samme gælder kaninernes foderpiller. Den optimale fordeling af foder er vist på kostpyramiden til højre. Du kan også finde kostpyramiden til print (og i lidt større udgave) her.

Foderpiller bør altid være ensartet ikke-blandingsfoder. Dette mindsker risikoen for selektiv spisning, overvægt og tandproblemer.

Hø, hø og atter hø!

Kaniners diæt skal primært bestå af hø i uanede mængder. En god tommelfingerregel er, at kaniner gerne skal spise en bunke hø på størrelse med deres egen krop hver eneste dag. Dette holder deres fordøjelse sund pga. en jævn tilførsel af grove fibre, og samtidig opretholdes et naturligt slid på kaninens tænder.

Kaniner, der spiser for lidt hø, har større risiko for at udvikle problemer med både tænder og fordøjelse. Derfor er det vigtigt, hvis man overvejer at anskaffe en kanin, at man sætter sig ind i vigtigheden af høet. Desuden bør man bruge nogle gode redskaber til at få hø-indtaget op, hvis det er for lavt.

Du kan læse meget mere om hø og hvordan man får kaniner til at spise mere hø, her.

Anskaffe en kanin

Myte: Kaniner kræver ikke så meget – heller ikke af pengepungen

Her er ses søde Winston


En anden udbredt misforståelse er, at kaniner er et billigt kæledyr. Bortset fra indkøbet af selve kaninen, er dette langt fra sandheden. Hunde og katte har en relativt høj indkøbspris sammenlignet med kaniner. Men når kaninen først er indkøbt kommer der også udgifter herudover.

For det første skal de naturligvis have foder, hø, bundmateriale til toiletbakken. Men de skal også have aktivering, legetøj, friskt grønt og huler mv. Derudover kræver en kanin ligesom et hvert andet dyr dyrlægebesøg ved sygdom eller tilskadekomster. Har man en sund og rask kanin anbefales det at kaninen tilses ved en kanin dyrlæge halvårligt til et sundhedstjek. På samme måde anbefales det også at kaninen vaccineres årligt.

Akut opstået sygdom

Modsat eksempelvis hunde og katte, er kaniner byttedyr og vil gøre alt hvad de kan, for at skjule sygdom så længe som muligt.


Derfor når en kanin først begynder at viser tegn på smerter eller sygdom, kan det sjældent vente til dagen efter. Dette kan betyde et besøg hos klinikken i vagten (udenfor normal åbningstid). Et vagtbesøg vil normalt betyde, at de økonomiske udgifter forbundet herved, fordobles i forhold til ydelser udført indenfor den normale åbningstid.

Forsikring

Er uheldet ude kan en forsikring være en stor økonomisk hjælp. Det kan derfor være en god idé at overveje inden kaninen bliver syg. Forsikring som er tegnet på en rask kanin, betyder at man slipper for eventuelle forbehold. Du kan læse meget mere om forsikring her.

Sidder kaniner ikke bare i et bur hele dagen?

Mange tænker stadig på kaniner som et ”kedeligt”, lidt intetsigende dyr. Måske endda et dyr der bare bor i et bur i garagen, haven eller på børneværelset. Dette leder til endnu en misforståelse, der desværre hænger ved, nemlig at kaniner er burdyr.

En kanin egner sig lige så lidt til at bo permanent i et bur, som en kat eller hund. Kaniner er aktive dyr med behov for plads og bevægelse for at holde både fysikken og mentaliteten sund.

Desværre ses følgevirkningerne af et liv i bur i en lang række parametre af kaninens sundhed og velbefindende. Fravælger man kaninens mulighed for at kunne løbe og få brugt sine muskler og brænde krudt af, vil det medføre alvorlige konsekvenser. I sidste ende vil det forkorte kaninens liv og have markant indvirkning på både dens trivsel og adfærd over for ejer.

Lader man dem komme ud og vise sin personlighed og udfolde sig, får man et helt andet kæledyr.

Frikaniner

I dag er det heldigvis blevet mere udbredt at holde kaninerne frit i hjemmet. Her bliver de bakketrænet til at blive renlige og bruge en kattebakke, hopper op i sofaen og putter med ejerne. Kaninerne giver både timevis af underholdning, hygge og glæde hver eneste dag.

Lader man kaninen være en del af familien og leve i en stor base eller helt eller delvis fri, får man den livskvalitet man giver kaninen mange gange igen.

Kaniner er meget opmærksomme dyr. Knytter man et tæt bånd med dem, vil mange af dem hurtigt bemærke, hvis deres ejer er trist, har ondt eller er utilpas. Flere steder i verden anvendes kaniner ovenikøbet som terapidyr. Det er bevist at omgang med dyr som kaniner, kan mindste symptomer på både eksempelvis stress, angst, og depression.

Kaniner er misforståede, men vidunderlige dyr. Tilbydes de, de rette forhold kan en kanin berige ens liv mere end de fleste kan forestille sig. 

Her ses Rikkes Bella i frit løb en dejlig sommerdag