Hvad går det ud på?
Kaniner kan ligesom eksempelvis hunde, katte og heste ID-mærkes. Det er en fordel af flere årsager. For det første giver ID-mærkning mulighed for at finde frem til ejers oplysninger, hvis din kanin bliver væk, såfremt kaninen også registreres sammen med dine oplysninger i Kaninværnets Kaninregister. Det kan være en behagelig sikkerhed at have, særligt hvis man har kaniner, der bor ude. For det andet er ID-mærkning nødvendig, hvis du ønsker at tegne en sygeforsikring af din kanin hos selskabet ETU Dyreforsikring Danmark, som er det selskab i Danmark, der tilbyder den bredeste dækning af sygdom og skader hos kaniner. Læs mere om forsikring her.
Derudover kan ID-mærkning muligvis åbne døren for, at kaniner, der holdes som kæledyr i Danmark, kan undtages fra konsum. Med dér, menes at de dermed ikke længere vil blive anset som fødevareproducerende dyr, som ellers gælder for alle kaniner.
Når et dyr er anset som produktionsdyr, sættes der en lang række begrænsninger for hvilke lægemidler der må anvendes, samt hvordan de anvendes. De danske fødevaremyndigheder undersøger pt. muligheden for at undgå disse begrænsninger for ID-mærkede kaniner, der er registreret. I øjeblikket er det altså IKKE muligt at udtage kaniner fra konsum, trods mærkning.
Typer af ID-mærkning
Der findes to forskellige typer af ID-mærkning hos kaniner. Begge typer kan anvendes under registrering og er begge tilstrækkelige til at kunne tegne forsikring hos ETU Dyreforsikring Danmark.
Læs om de to typer nedenfor.
Mærkningstyper
Øretatovering
Øretatovering hos kaniner foregår i fuld bedøvelse. Det skyldes, at det er meget smertefuldt at blive øretatoveret, og derfor både medfører stress og voldsomt ubehag for kaninen, såfremt det foretages på en vågen, ikke lokalbedøvet kanin. Øretatovering udføres derfor i forbindelse med anden bedøvelse, som for eksempel ved en neutralisation.
Når kaniner øretatoveres, bliver eventuel pels på indersiden af øret forsigtigt plukket af, hvorefter huden lokalbedøves. Selve øretatoveringen foretages med en tang, der piercer små huller gennem hele ørets tykkelse, med en unik sammensætning af bogstaver og tal. Når hullerne er lavet, påføres en farvet sværte, der trænger ned i hullerne og laver tatoveringen permanent. Der vil dog altid være risiko for falmen men tiden, der kan gøre tatoveringen utydelig, samt skader på øret, der kan forhindre aflæsning. Det er også muligt at man blot får tatoveret et “C” hvis man vælger at chippe kaninen også.
Chip-mærkning
Chipning af kaniner er ikke forbundet med smerte. Det kan derfor klares på et øjeblik under en almindelig konsultation i vågen tilstand. Der lægges en mikrochip ind under huden i nakken på kaninen med en steril indgivelsesnål. Chippens unikke ID-nummer kan herefter skannes med en almindelig chipskanner, som findes hos alle dyreklinikker, alle internater samt hos politiet og en række dyreværnsorganisationer. Fordelene ved at vælge en chip frem for en øretatovering er, at den vil kunne aflæses hele kaninens liv. Uden risiko for utydelighed eller skader på ørerne, der kan forhindre aflæsning af en øretatovering. Derudover kan den indgives uden smerter og kræver ikke bedøvelse. Hvis kaninen alligevel skal i bedøvelse af anden årsag, kan man som nævnt vælge at få tatoveret et “C” i det ene eller begge ører, for at synliggøre, at kaninen er chippet.
Registrering
Når din kanin er blevet ID-mærket, kan du vælge at få den registreret i Kaninværnets kaninregister. Det er det eneste register i landet, der er artsspecifikt for kaniner, og er det, der anvendes her i klinikken. Den eneste anden mulighed er at registrere kaninerne i et af de to katteregistre. En registrering vil muligvis medføre, at kaninen kan udelukkes fra konsum, og dermed ikke falder under begrænsningerne for produktionsdyr. Det er ikke et krav, at kaninen er registreret for at tegne forsikring hos ETU Dyreforsikring Danmark.
Under registrering vil dine oplysninger, herunder navn, adresse, telefonnummer og mailadresse blive gemt sammen med en beskrivelse af kaninen, herunder navn, farve, race og naturligvis kaninens unikke ID-nummer. Det giver mulighed for at slå kaninen op, hvis den bliver fundet og dermed finde frem til dine oplysninger, så kaninen kan komme sikkert og trygt hjem igen.