Øremider

Stressfri klinik for kaniner | Kaninklinikken

Årsag

Øremider (Psoroptes cuniculi) er en lille mide, som lever i det ydre øre på kaniner. Kaninens øremide har en livscyklus på 21 dage. Den smitter primært via direkte kontakt mellem kaniner.

Øremiden kan dog leve uden en vært i hel cyklus på 21 dage, og kan derved også smitte til andre kaniner fra omgivelserne i denne periode.

Miden er artsspecifik og kan derfor ikke leve på andre dyrearter.

Miderne lever af døde hudceller og lymfevæske. Infektioner med øremider er relativt sjældne hos kaniner i Danmark.

Et close up af Psoroptes cuniculi
Det er dejligt med en god ven.

Symptomer

Når en kanin er inficeret med øremider, udvikles store mængder flager af gråbrunt skæl. Dette hober sig op i ørerne. Infektion med øremider leder til symptomer såsom kløe, irritation, inflammation og smerte.

Miderne er lokaliseret til området i og omkring ørerne, men kan ved grelle infektioner vandre ud fra øret og give hårtab, skæl og irritation i større områder ned ad nakke, ryg og hoved.

Diagnosticering

Diagnosen indledes ud fra kliniske symptomer. Diagnosen bekræftes ved at dyrlægen tager en prøve med materiale fra øret der undersøges i mikroskopet. Er kaninen inficeret med øremider, vil dyrlægen kunne se de levende mider kravle rundt.

Louis.

Behandling

Behandlingen er et antiparasitært middel som fås på recept fra dyrlægen.

Som udgangspunkt er én behandling nok ved mildere tilfælde, men ofte kræves flere behandlinger med et bestemt interval, hvis miderne har fået godt fat.

Desuden kan de slemme angreb være forbundet med en del inflammation og smerter hvorfor kaninen bør behandles med smertestillende midler også, sideløbende med den behandling, der slår miderne ihjel.

Prognosen er generelt god ved infektion med øremider, og kaninerne kommer sig oftest fuldstændig.