RVHD – Kaningulsot – Rabbit Viral Haemorrhagic Disease

Historie

RVHD står for rabbit viral haemorrhagic disease og er en smitsom virus med høj dødelighed, der kan ramme kaniner. Ofte omtales det også som kaningulsot, VHD eller RHD, men der er tale om samme sygdom uanset hvilken forkortelse, der anvendes. Der findes to varianter, der giver anledning til smitte hos kaniner i Danmark, kaldet henholdsvis RVHD1 og RVHD2. Sygdommen skyldes en calicivirus, og mens den ene type (RVHD1) kun smitter kaniner, der nedstammer fra den europæiske vildkanin, som vores tamkaniner gør, er der ved type 2 (RVHD2) også konstateret smitte hos to underarter af harer. Der findes ingen helbredende behandling mod nogen af typerne af RVHD, men de kan forebygges med vaccine. Årlig vaccination anbefales både til kaniner, der bor inde og ude, og både til kaniner, der bor alene og går sammen med artsfæller. 
 
Hvordan det hele startede 
RVHD1 opstod første gang i vinteren 1983 i Jiangsuprovinsen i Kina. Dengang blev virussen spredt primært af og mellem angorakaniner, og i alt døde ca. 14 millioner domesticerede kaniner i løbet af de 9 måneder udbruddet varede. I 1984 blev virussen, der stod bag identificeret og isoleret.  

Virussen spredte sig vestpå, og ramte i 1988 Europa. Efterfølgende har den spredt sig det meste af verden, med konstaterede udbrud i både Mexico, Cuba, Australien, New Zealand og USA.  
 
I 1991 importerede Australien en streng af RVHD-virussen ved navn Czech CAPM 351RHDV under strenge karantæneforhold, med det formål at researche den og finde ud af, om den var sikker at bruge mod Australiens og New Zealands problem med invasive kaniner, der gennem mange år havde ødelagt og ændret store dele af landendes økosystemer. Forskningen fandt sted på en ø, lidt uden for kysten. I 1995 slap virussen løs og dræbte omkring 10 millioner kaniner på fastlandet i løbet af 8 uger. 

Det første dokumenterede tilfælde i England var i 1992, hvor de første, der blev ramt, var udstillingskaniner.  I slutningen af 1990’erne havde virussen spredt sig til 40 lande, og havde status af epidemi i Europa, Australien, New Zealand og Cuba. I Europa blev der hurtigt sat skub i forskningen af RVHD, på grund af vigtigheden af kaniner som produktionsdyr blandt andet til pels og kød. 
Det første dokumenterede tilfælde i USA var i marts 2000 i Iowa i et kaninhold på 27 dyr. Under en måned senere, var 25 af kaninerne døde, mens de sidste to blev aflivet for at forhindre spredning. Der var ikke kommet nye kaniner til netop denne farm i over 2 år, og ingen af de kaniner, der var på farmen, havde forladt den i 7 måneder, da udbruddet ramte.

Her kommer en lille beskrivelse til billedet

Dette tilfælde underbygger argumentet om at vaccinere, selvom der ikke nødvendigvis er konstateret udbrud i nærheden af dig.  Selvom farmeren fra Iowa aflivede de resterende to dyr, for at undgå spredning, kom der alligevel udbrud i både Utah, Illinois og New York allerede året efter.  

I 2010 kom så det første dokumenterede tilfælde af den muterede variant af virussen, RVHD2, i Frankrig. Efterfølgende har denne variant spredt sig til det meste af Europa, og specielt England og Sverige har været hårdt ramt. I de seneste år, har vi også haft flere udbrud i Danmark.  
 
Australien importerede i 00’erne igen en streng af virussen, denne gang en ny fra Korea ved navn RVHD1 K5, og i marts 2017, efter næsten 10 års forskning, blev denne streng sluppet løs, for at bekæmpe og begrænse bestanden af vilde kaniner. Denne streng blev valgt, fordi den trives bedre i kolde, våde miljøer, hvor calcivirussen (RVHD1 og RVHD2) var mindre effektiv.  

Udbredelse og smitte

Ingen af typerne af RVHD er luftbårne, men de kan sprede sig hurtigt og effektivt, idet det kræver få viruspartikler at overføre smitte. En af grundende hertil er, at begge vira er meget hårdføre over for både varme og kulde, og kan overleve længe uden en vært (RVHD2 har i laboratorietests kunne leve i op til 200 dage uden en vært). Det betyder med andre ord, at alt potentielt kan være en smittebærer. Det gælder både hø, halm, grønt fra naturen, grønt fra butikker, tøj og så videre. Man også selv kan agere smittebærer, hvis man får aktive viruspartikler på sit tøj eller lignende og man bør være meget varsom og udføre grundig rengøring og afspritning, hvis man har haft kontakt til en smittet kanin.  Begge vira er artsspecifikke og hverken mennesker eller andre arter af kæledyr kan blive syge af dem, heller ikke hvis smittede kaniner indtages som konsum. Sygdommen smitter også via bidende og stikkende insekter, og den kan overføres fra en inficeret vildkanin, tamkanin eller hare, hvis denne stikkes eller bides, inden insektet herefter stikker eller bider en anden, rask kanin. Smitte kan naturligvis også ske ved direkte kontakt mellem inficerede og raske kaniner.  
 
Da smittevejene er mange, kan man ikke undgå risikoen for smitte, selv hvis ens kanin kun opholder sig inde, eller ikke får grønt fra naturen, selv hvis man er langt fra et udbrud. 

Symptomer

RVHD1
Inkubationstiden, dvs. den tid der går fra kaninen bliver smittet til der ses tegn på sygdom, er meget kort – typisk 24 – 72 timer. Kaninen kan miste appetitten, få feber, hurtig vejrtrækning, blødninger fra næse, mund, endetarm og andre kropsåbninger og dør normalvis inden for 48 timer. RVHD1 har en dødelighed på 80 – 90 %. RVHD1 kan også optræde uden eller med meget få symptomer og kan vise sig om pludselige og/eller uforklarlige dødsfald hos kaninerne. Kaninunger på under 8 uger, viser ved nogle udbrud større modstandsdygtighed over for RVHD1 end voksne individer. I de tilfælde, hvor kaniner overlever sygdommen, vil der stadig kunne forekomme udskillelse af virus i op til 42 dage efter endt sygdom, og kaninen vil derfor stadig være i stand til at smitte andre, ikke immune kaniner. Har man overlevende kaniner efter et udbrud i en bestand, er det derfor essentielt, at disse isoleres fra eventuelle nyerhvervede kaniner i den periode.  


RVHD2
Sygdommen har meget lignende symptomer, men adskiller sig dog på nogle punkter. For det første rammer RVHD2 kaniner i alle aldre hårdt, mens helt unge kaniner har større chance for ikke at blive syge af RVHD1. Derudover er inkubationstiden i de fleste tilfælde længere end for type 1, (oftest mellem 3 og 9 dage, hvor RVHD1 er mellem 1 og 3 dage), hvilket er medvirkende til, at udbrud af RVHD2 kan strække sig over større områder og tage længere tid at slå ned, da det kan tage længere tid at opdage, selvom kaninerne også kan smitte i den periode. Op mod 90% af de udbrud vi ser i Danmark i disse år, skyldes RVHD2. Selve sygdomsforløbet ved RVHD2 kan faktisk også strække sig over længere tid. Hvor en kanin med RVHD1 i nogle tilfælde ikke viser symptomer før kaninen pludselig går i kramper og dør, ser man oftere ved RVHD2, at kaninen virker utilpas eller dvask og mister interesse for mad. Ved begge typer kan der dog både være pludselige dødsfald, og dødsfald efter en periode med utilpashed. Denne periode har en tendens til at være længere hos kaniner med RVHD2 end hos kaniner med RVHD1.  

Her kommer en lille beskrivelse til billedet

Symptomerne kan være meget forskellige fra kanin til kanin, så selvom en kanin ikke har alle symptomer, er det vigtigt at få undersøgt den for RVHD ved uforklarlige dødsfald. Da symptomerne i mange tilfælde kan være svære at se forskel på for de to typer, er det vigtigt at få kaninen undersøgt, for at fastslå hvilken type, der er tale om, hvis der er mistanke om, at kaninen er død af RVHD.

Forebyggelse – Vaccination!

Som nævnt i indledningen, findes der ingen behandling, hvis en kanin først er smittet med RVHD. En kanin, der viser symptomer eller går i kramper bør aflives både for at skåne for yderligere smerte og ubehag, og for at bremse smittespredning. Både RVHD1 og RVHD2 kan forebygges med vaccination. Tidligere har det været nødvendigt at få to separate vacciner for at opnå dækning mod begge vira (samt myxomatose, også kaldet kaninpest, se eventuelt afsnittet herom), men lægemiddelproducenten MSD har siden hen udviklet en kombivaccine, der dækker mod alle 3 vira i én enkelt vaccine, ved navn Nobivac myxo-RHD PLUS. Vaccinen kan gives fra kaninerne er 5 uger gamle, og fuld effekt opnås efter 3 uger. Vaccinen yder dækning mod alle tre vira i 12 måneder. Årlig vaccination er derfor nødvendig for at opretholde optimal dækning. Da en vaccine er et receptpligtigt lægemiddel, der kun er testet på raske dyr, skal der altid foretages et sundhedstjek af alle kaniner, inden vaccinen indgives. Vaccination af kaniner foregår ved en subkutan injektion (under huden) i nakken, og kan klares ved en almindelig konsultation i klinikken.  

Vær opmærksom på, at kaninens tidligere vaccinationsstatus kan nødvendiggøre to injektioner med to forskellige vacciner (Eravac mod RVHD2 samt Nobivac myxo-RHD PLUS) den første gang den nye kombivaccine anvendes. Er to vacciner nødvendige, skal der altid gå mindst 14 dage imellem injektionerne for at undgå kontraindikationer. Herefter kan den nye kombivaccine anvendes alene årligt. Kontakt klinikken for at forhøre dig om din kanins vaccinestatus, og hav gerne kaninens sundhedsbog klar, når du ringer, hvis de tidligere vaccinationer ikke er udført hos os. 
 
Bivirkninger (fra vaccinens indlæggelsesseddel): 
”En forbigående stigning i legemstemperaturen på 1-2° C kan almindeligvis opstå. En lille ikke smertefuld hævelse (maximalt 2 cm i diameter) på injektionsstedet ses almindeligt i de første to uger efter vaccination. 3 uger efter vaccination vil hævelsen være helt forsvundet. Hos kæledyrskaniner kan der i meget sjældne tilfælde opstå lokale reaktioner på injektionsstedet som nekrose, sårskorpe, skorpedannelse eller hårtab. I meget sjældne tilfælde kan der efter vaccination opstå alvorlige overfølsomhedsreaktioner, som kan være dødelige. I meget sjældne tilfælde kan lette kliniske symptomer på myxomatose ses i op til 3 uger efter vaccination. Nylig eller latent infektion med vild myxomavirus synes i en vis udstrækning at spille en rolle i dette.  
Hyppigheden af bivirkninger er defineret som:  
− Meget almindelige (flere end 1 ud af 10 behandlede dyr, der viser bivirkninger i løbet af en behandling) 
 − Almindelige (flere end 1, men færre end 10 dyr af 100 behandlede dyr) 
− Ikke almindelige (flere end 1, men færre end 10 dyr af 1.000 behandlede dyr) 
− Sjældne (flere end 1, men færre end 10 dyr ud af 10.000 behandlede dyr)  
− Meget sjældne (færre end 1 dyr ud af 10.000 behandlede dyr, herunder isolerede rapporter)” 

Andre forholdsregler

Selv en vaccineret kanin, er aldrig 100% sikker på at gå fri for smitte. Derfor kan det være en god idé at tage ekstra forholdsregler ud over vaccinen, hvis man bor i tæt ved et udbrud eller selv har haft smitte hos egne kaniner.  
 
Karantæne: Hvis man anskaffer sig en ny kanin, mens man har kaniner i forvejen, er det en god idé, at få den nye kanin vaccineret hurtigst muligt, hvis den ikke allerede er det. Derudover, er det en god idé, at den nye kanin kommer i karantæne. Der anbefales 2 uger, da en smittet kanin som udgangspunkt vil have udvist symptomer inden for 14 dage, hvis den var smittet ved ankomst. Dette indebærer, at kaninen isoleres, og ikke går sammen med andre dyr, har egen skål, seng, hule, tæpper og så videre. Intet bør i denne periode byttes rundt mellem den nye kanin og de andre og ved fodring, rengøring og lignende, bør den nye kanin være den sidste, der tilses.  Dette gælder også, hvis en kanin i en bestand pludselig viser tegn på sygdom, for at forsøge at undgå spredning. Har man bondede kaniner, bør de ikke skilles, dels for at undgå stress, der kan medføre et værre sygdomsforløb, og dels fordi sandsynligheden for, at der ikke allerede er opstået smitte mellem kaninerne er lille.  
 
Desinficér: Dette er specielt vigtigt, hvis man køber ting til kaninen fra et sted, hvor der er andre kaniner, og endnu mere, hvis der har været uforklarlige dødsfald der hvor det købes fra. Virkon S slår virussen ihjel, og kan anbefales til desinfektion. Dette kan købes i klinikken. 
 
Plukning i naturen: (For ikke-vaccinerede kaniner) Selvom denne risiko er lille, kan det være en god idé at undgå plukning af vilde planter fra steder, hvor der er vilde kaniner eller harer, samt områder med udbrud af RVHD. Man skal dog huske på, hvor meget gavn kaninen har af friskt naturgrønt, og er din kanin vaccineret, kan du med ro i maven fortsat plukke af de vilde urter til den. 
 
Udstillinger/konkurrencer/shows: Alle disse bør helt undgås, når der er udbrud af RVHD. Store samlinger af kaniner medfører altid en svært forøget risiko. 
 
Dyrlægebesøg: Oplys altid klinikken inden du tager af sted, hvis du kommer med en kanin, der mistænkes for at være smittet med RVHD. Dette giver klinikken mulighed for at tage de nødvendige forholdsregler for at undgå smittespredning de øvrige patienter. Dette gælder både hvis kaninen er levende og hvis den er død uforklarligt og man ønsker obduktion. 

Min kanin er pludseligt død, hvad skal jeg gøre?

Hvis din kanin er død uden nogen åbenlys årsag, er det altid en god idé at få den undersøgt og obduceret, specielt hvis man har flere kaniner, så en eventuel smitsom sygdom kan bremses, og de resterende kaniner kan sættes i behandling, hvis en behandling eksisterer. Ud over det, gavner det andre kaninejere, at så mange tilfælde at RVHD som muligt dokumenteres, så vi har et mere retvisende og opdateret billede af udbredelsen og smittespredningen.