Malokklusion, forvoksede tænder og tandspidser

Stressfri klinik for kaniner | Kaninklinikken

Generelt om kanintænder

Kaniner har 28 tænder, der alle vokser hele livet. De kræver således et kontinuerligt slid hver eneste dag for at kaninen kan holde trit med væksten. Dette slid kommer fra kaninens kost. Fodres en kanin forkert opstår dette naturlige slid således ikke. Dette vil føre til problemer for kaninen. Læs mere om korrekt fodring af kaniner her.

Hvis en kanin ikke slider sine tænder, eller har forkert tandstilling (malokklusion), der forhindrer eller begrænser naturligt slid, vil tænderne eller dele af dem vokse hurtigere end de slides. Dette kan lede til forvoksede tænder, tandspidser og yderligere malokklusion.

Tandproblemerne kan både forekomme ved fortænder og kindtænder. I begge tilfælde kræver det et besøg hos dyrlægen, for at behandle tilstanden eller bremse udviklingen.

Fluffy på tur i haven.

Årsag

Der er flere forskellige faktorer, der kan spille ind, hvis en kanin får problemer med forvoksede tænder og tandspiser.
Selv kaniner med et helt uproblematisk tandsæt kan få tandproblemer, hvis de fodres med en diæt, der ikke medfører tilstrækkeligt slid. De vigtigste pointer at få på plads her er, at den mest essentielle og vigtigste del af kaniners kost er masser af godt groft hø.

Ukorrekt fodring

Når hø tygges, bliver det kværnet af kindtænderne. Høet står derfor for en stor del af det daglige slid. Kaniner, der har et for lavt indtag af hø, vil derfor være i højere risiko for at udvikle tandproblemer.

Friske grene, hvor barken gnaves af med fortænderne og de tynde grene kværnes med kindtænderne er også et fremragende tiltag både i forhold til aktivering og til forebyggelse af tandproblemer.

Her ses majestætiske Winston.

Derudover bør man altid vælge et foderprodukt, der ikke består af mange forskellige elementer. Med dette menes eksempelvis det, der ofte betegnes som blandingsfoder eller myslifoder. Dette kan både kædes sammen med selektiv spisning, overvægt, fejlernæring og – ikke mindst – en øget forekomst af tandrelaterede problemer. Det er desuden vigtigt at kaninens pillefoder kun udgør en begrænset og afmålt del af kaninens fødeindtag på daglig basis. Se mere om kaninens korrekte fordeling af fodermidler her.

Malokklusion – forkert tandstilling

Som nævnt ovenfor kan malokklusion, hvor kaninen har et skævt eller ujævnt bid forhindre et tilstrækkeligt slid. Det kan derfor lede til gradvis udvikling af tandproblemer.

Tilstanden ses oftere hos de fladnæsede racer, herunder hermelin og dværgvædder, hvor mundhulen er avlet kortere, så tænderne skal fordeles på mindre plads. Får en kanin tandspidser, vil de oftest vokse ind mod tungen i undermunden og ud mod kinden i overmunden.

I milde grader af malokklusion, vil tandspidser til tider kunne holdes nede med korrekt fodring og masser af slid. I de svære tilfælde, eller i tilfælde, hvor der ikke gribes ind med en eventuel foderjustering i tide, kan spidserne medføre dybe, smertefulde sår i munden og gøre det umuligt for kaninen at indtage føde.

Underbid, som også ses oftere hos de faldnæsede racer, forhindrer sliddet på fortænderne. Dette skyldes at så stor en del af det naturlige slid kommer af, at tænderne slider hinanden, med en nøje bestemt vinkel mellem både fortænder i over- og undermund og kaninens støttetænder i overmunden. 

Tandtraume

Nogle kaniner udvikler malokklusion og tandproblemer som følge af traumer/skader på tænderne. Det kan eksempelvis være efter fald eller slag. Her vil der oftest være tale om fortænderne, grundet deres mere udsatte position i forhold til kindtænderne. I tilfælde, hvor tænderne slås løse eller falder ud grundet tandfrakturer, kan det opleves, at de vokser tilbage i en ændret vinkel. Dette kan påvirke deres slid, når kaninen gnaver og tygger.

Tandproblemer hos kaniner er en ond cirkel, der ofte kræver behandling at bremse. Bremses dette ikke risikerer man at problemerne spreder sig til andre steder i munden, eksempelvis grundet fravalg af grove, hårde eller fiberholdige foderemner.

Symptomer

Madvaner og ændret afføring

Hos kaniner med tandproblemer ses ofte ændrede madvaner. Dette kan starte som beskrevet ovenfor med fravalg af bestemte foderemner, og kan ende i anoreksi, altså komplet fravalg af føde. Hvis kaninen ændrer spisevaner, vil det normalt også komme til udtryk i afføringen. Særligt hvis det daglige indtag af fibre falder drastisk. Kaniners afføring kan afsløre meget om deres almene tilstand. Det er derfor en god idé at kigge efter ændringer dagligt.

Savl og vægttab

Savl kan være et symptom på at kaninen har svært ved at tygge normalt eller at tandspidser påvirker spytkirtlerne. Dette ses ved fugtig pels under munden eller ned af brystet. Men det kan også ses som fugtig pels på indersiden af forbenene, fordi kaninen har forsøgt at vaske sig ren.

Mildere tandproblemer, der står på over længere tid, kan medføre et vægttab. Det er altid en god idé at veje sine kaniner regelmæssigt, så man kan få øje på eventuelle ændringer i tide.

Forvoksede eller skæve fortænder

Har kaninen forvoksede eller skævt voksende fortænder, kan det nogle gange lade sig gøre at se det selv, uden brug af instrumenter. Diagnose af tandspidser på kindtænderne eller forvoksede kindtænder kræver et dyrlægebesøg.

En overfladisk undersøgelse af mundhulen kan normalt gennemføres på vågne kaniner ved hjælp af et otoskop. Otoskopet hjælper dyrlægen til at få udsyn til kindtænderne i begrænset omfang.

Alma i skoven.

En grundigere undersøgelse, hvor man kan se de bagerste kindtænder og hvor dyrlægen kan undersøge om der er løse tænder, sår mv., kræver bedøvelse. Skal man vurdere tændernes rødder, er det nødvendigt at tage røntgenbilleder af kaninens kranie i bedøvelse. Vurdering af tandrødderne er ofte nødvendigt ved udredning af en kanin med tandproblemer.

Det er vigtigt at understrege at alle symptomer ikke nødvendigvis er tilstede (på samme tid).

Behandling

Behandlingen af forvoksede tænder foregår hos dyrlægen. Behandlingen afhænger meget af både hvor problemet er og hvor fremskreden tilstanden er. Kaniners tænder må aldrig klippes, men skal altid slibes/raspes i bedøvelse. Klippes tænderne over, risikerer man, at tænderne flækker dybt op i roden. Dette tillader adgang for bakterier og dermed tandbylder, der normalt er meget omfattende at behandle. Derudover risikeres inflammation omkring rødderne, der kan gøre tænderne løse og potentielt medføre behov for ekstraktion af tanden.

Her ses yndige Peek.

Tandrasp/slibning

Er der ingen fejl i tandstillingen, og problemerne udelukkende skyldes forkert eller utilstrækkelig fodring, vil den normale behandling være at slibe tænderne i fuld narkose. Herefter vil fokus være på at vejlede om korrekt fodring, for at forebygge at problemet kommer igen.

Et skævt eller ujævnt bid af kindtænderne vil til tider kræve regelmæssig slibning i fuld narkose. Hyppigheden varierer alt efter hvor slemt det står til, og hvor meget naturligt slid kaninen selv kan stå for gennem sin kost.

Tandekstraktioner

Regelmæssig slibning af fortænder kan også være nødvendigt i tilfælde med let skævtvoksende tænder eller underbid. Kaniner lever dog i de fleste tilfælde helt fint uden fortænder, og det kan derfor komme på tale at fjerne dem (ekstrahere) permanent. Dette gøres for at undgå gentagende narkoser i forbindelse med slibning. Se eventuelt afsnittet om fjernelse af fortænder.

Kindtænderne kan også fjernes. Dette kan blive anbefalet af dyrlægen i forbindelse med løse tænder, infektion eller grel malokklusion. Men er der tale om en mild tilstand, foretrækkes det normalt at lade tænderne sidde. Dels for at undgå manglende slid på de modsatte tænder og dels fordi risikoen for komplikationer er større end ved fjernelse af fortænder.

Det er vigtigt at sørge for antiinflammatorisk smertestillende til alle kaniner, der har fået slebet/raspet tænder. Dette er både for at behandle eventuelle smerter fra den tilstand de ankom med, og for at forebygge inflammation i og omkring de behandle de behandlede tænders rødder, der kan øge risikoen for løshed.