Encephalitozoon cuniculi (E.C)

Beskrivelse

Encephalitozoon cuniculi (ofte forkortet E. Cuniculi eller E.C) er en encellet sporedannende eukaryotisk parasit, der lever inde i værtens celler. Infektioner som følge af parasitten kaldes encephalitozoonosis, men i daglig tale, når der snakkes om kaniner, kaldes sygdommen normalt ganske enkelt E.C, hvilket for overskuelighedens skyld også vil gøre sig gældende i følgende afsnit. Parasitten spreder sig ved at inficere en levende celle med infektiøse sporer, der formerer sig inde i cellen indtil den til sidst vil briste, og derved frigive de modne sporer, der så vil inficere nye celler. Dette medfører inflammation og ofte også granulomer, der dannes som en slags væg omkring områder, som kroppen har identificeret som fremmedlegemer, der ikke kan bekæmpes, i et forsøg på at indkapsle dem.

Alt afhængigt af placeringen, kan disse granulomer være fatale eller give organsvigt. E.C rammer primært kaniner, men kan også ramme en lang række andre pattedyr, inklusive mennesker. Der er dog ganske få registrerede tilfælde af inficerede mennesker og flere af strengene af E.C, der kan smitte mennesker, er kun dokumenteret hos mennesker, der i forvejen har nedsat immunforsvar som følge af eksempelvis AIDS. Der er ikke registreret smitte fra kanin til menneske, men man har påvist, at parasitten isoleret fra smittede mennesker, også kan inficere kaniner, hvorfor det ikke kan udelukkes, at det kan gælde den anden vej også. Svært immunokompromiterede ejere bør derfor være opmærksomme, hvis deres kanin udviser tegn på E.C. Sporerne kan leve uden vært i 4-6 uger (Waller, 1979).

Her kommer en lille beskrivelse til billedet

Udbredelse og smitte

Udbredelsen af E.C er lidt en underlig størrelse, for rigtig mange kaniner er faktisk enten er inficeret med parasitten eller har været det tidligere, uden at vise kliniske symptomer. Disse kaldes asymptomatiske bærere og vil være seropositive (altså have antistoffer overfor E.C i blodet), når man tester for E.C samt teknisk set være i stand i til at smitte andre kaniner, selvom de ikke selv viser nogle tegn på at være smittet selv. Smitte mellem voksne kaniner er dog meget sjælden. Andelen af asymptomatiske seropositive kaniner varierer i de forskellige studier, der er lavet på området. Et studie lavet på 277 kaniner viste, at 41% var seropositive, og ud af dem viste kun 40,8% symptomer på E.C. Altså var de resterende 59,2% af de seropositive kaniner asymptomatiske (Erwingmann og Göbel, 1999). Et andet studie testede 97 asymptomatiske kaniner, hvor 52% var seropositive (Keeble og Shaw, 2006).
Smittevejen for E.C mellem kaniner er ofte vertikal, hvilket vil sige at smitten videregives fra en inficeret hunkanin under drægtigheden via moderkagen. Mange kaniner bliver derfor inficeret allerede inden fødslen, og her ses normalt kun akutte symptomer, hvis kaninen udsættes for stress. Nogle udbrud ses for eksempel i forbindelse med, at ungen flytter fra sin mor og søskende. Risikoen er større, hvis den flyttes for tidligt, altså inden den er 8 uger gammel. Parasitten kan også videregives horisontalt, hvilket vil sige at kaniner, der er i kontakt kan smitte hinanden. Dette sker via sporer i urin og afføring fra en smittet kanin, men denne smittevej er sjælden.
Når en kanin er smittet, kan man måle antistoffer i blodet efter 14-28 dage (Kunstyr og Naumann, 1985; Pakes et al., 1972). Man kan først finde sporer i urinen fra en smittet kanin efter 42 dage (Harcourt-Brown og Halloway, 2003).

Symptomer

Da parasitten kan angribe mange forskellige slags celler i forskellige typer væv, inklusive hjerneceller, kan symptomerne på E.C være mange. Man ved endnu ikke alt om sygdommens forløb, men ud fra den viden vi har, kan symptomerne groft sagt opdeles i akutte og kroniske symptomer.
Den akutte fase kan både opstå som en direkte følge i umiddelbar forbindelse med smitten og som følge af længere tids infektion, som har udviklet sig – enten på grund af spredning, eller på grund af hæmmet immunforsvar, som kan skyldes anden sygdom, fejlernæring eller stress. I den akutte fase vil de mest almindelige, synlige symptomer være neurologiske og komme til udtryk som torticollis (også kaldet head tilt, og betyder hoveddrejning), manglende balance, ufrivillige bevægelser, flakkende øjenbevægelser (nystagmus) og manglende kontrol over bagkroppen. Symptomerne kan opstå pludseligt og kræver behandling omgående. I svære tilfælde, kan der opstå krampeanfald, lammelse og pludselig død. Der vil til tider ses diarré fordi de nerver, der har til opgave at signalere inhibition af tarmbevægelserne bliver påvirket eller beskadiget.

De kronisk inficerede kaniner er oftest symptomfri enten hele livet eller i en længere periode inden symptomerne opstår. Kronisk inficerede kaniner kan få akutte udbrud, hvis immunforsvaret hæmmes af stress eller anden sygdom. Symptomerne på kronisk E.C vil ofte være mindre voldsomme og kan både være sværere at få øje på, og sværere at kæde direkte sammen med E.C, fordi mange af symptomerne også kan skyldes andre lidelser. Deres koordination og balance kan til tider være påvirket, og kan lede til en dårlig afstandsbedømmelse og gradvis fravalg af høje eller lange hop. Det kan også være medvirkende til, at de efterlader deres caecotrofer, fordi de har sværere ved at holde balancen, når de skal bukke sig ned til endetarmen. Det er ikke atypisk, at kaniner med kronisk E.C glemmer deres gode toiletvaner og bliver urenlige, ofte i kombination med inkontinens og polyuri (sygeligt forøget urinafsondring). Dette skyldes, at parasitten også kan angribe nyrerne, og i takt med, at der dannes granulomer, påvirkes nyrernes evne til at fungere normalt, varierende fra mildt nedsat nyrefunktion til decideret nyresvigt. E.C bør derfor også overvejes som differentialdiagnose, ved en nyresyg kanin.

Her kommer en lille beskrivelse til billedet

Både blindhed og døvhed ses også af og til hos kaniner med kronisk E.C eller som følge af en tidligere infektion, og kaniner, der tidligere har haft et akut udbrud eller som har kronisk E.C, har en øget risiko for at udvikle grå stær senere i livet.

Diagnostik

Den eneste måde at diagnosticere E.C hos kaniner med 100% sikkerhed, er ved obduktion, hvilket dermed ikke er et særlig anvendeligt diagnostisk værktøj, da sygdommen i mange tilfælde kan behandles. En diagnose af E.C vil derfor ofte bygge en kombination af de kliniske symptomer og en blodprøve eller urinprøve. Siden antistofferne kan måles i blodet noget tidligere end man vil kunne måle sporer i urinen, foretrækkes blodprøve normalvis til diagnosticering for at mindske risikoen for falske negative resultater.
Som tidligere nævnt, er en seropositiv kanin ikke altid klinisk påvirket af E.C, bare fordi den har antistoffer i blodet, hvilket er årsagen til, at en blodprøve ikke bør stå alene i diagnosen af E.C. Der er også stor forskel på hvor mange antistoffer en smittet kanin danner, og man kan altså heller ikke ud fra værdien af antistoffet IgG alene sige, hvorvidt en kanin har en akut, en kronisk eller en tidligere infektion. Dog kan forholdet mellem de to antistoffer IgG og IgM, give en indikation på netop dette, og det er derfor essentielt at begge antistoffer medtages i udredningen. En positiv test for IgG indikerer, at kaninen på et eller andet tidspunkt i sit liv, har været inficeret med E.C, men siger ikke noget om hvornår det er sket eller om kaninen aktuelt er syg, når testen laves. En positiv test for både IgG og IgM indikerer derimod en nylig infektion og dermed en større sandsynlighed for akut E.C. En endelig diagnose kan stilles, når eller hvis kaninen også udviser kliniske symptomer på E.C. Da prognosen er langt bedre, hvis behandlingen startes op tidligt i forløbet, vil man normalt vælge at behandle allerede, når kaninen optræder med symptomer, selvom det kan tage nogle dage at få svar på antistoftesten. Da de fleste af de akutte symptomer også kan skyldes andre tilstande, er det dog fortsat vigtigt at foretage testen så behandlingen kan stoppes og yderligere udredning startes op, hvis prøven er negativ, samt at lave en grundig klinisk undersøgelse af kaninen allerede ved første besøg, selv ved kraftig mistanke om E.C.
E.C er desværre en tilstand, der ofte bliver fejldiagnosticeret, hvor kaniner med eksempelvis head tilt bliver forbundet med en uhelbredelig hjerneblødning eller blodprop, hvis dyrlægen ikke kender tilstanden, hvilket kan resultere i en aflivning uden yderligere udredning.
Der findes som nævnt flere differentialdiagnoser, hvis en kanin får pludseligt opstået head tilt, så som pasteurellose, infektion eller bylder i mellemøret, infektion eller bylder i det indre øre, hjernesvulst eller hjerneblødning. E.C er dog en af de mere hyppige årsager til det, og en udredning af en kanin med head til bør derfor altid involvere en vurdering i forhold til E.C.

Behandling og prognose

E.C behandles med det antiparasitære middel Fenbendazol, som er receptpligtigt. Det er derfor en nødvendighed at tage til dyrlægen, hvis ens kanin udviser tegn på E.C. En normal behandling ved en akut infektion med E.C vil have en varighed på 28 dage. En af grundende til det lange behandlingsforløb er, at Fenbendazol kun dræber de voksne parasitter uden at have en indvirkning på sporerne.
Det har tidligere været normal praksis at behandle kaniner rutinemæssigt med Fenbendazol med det formål at bekæmpe parasitten inden kaninen bliver syg. Meget tyder dog på, at dette har været medvirkende til en øget resistens over for lægemidlet og dette anbefales derfor ikke længere. Af samme årsag anbefales det heller ikke altid, at behandle andre kaniner, end den, der udviser symptomer, selv hvis den har tæt kontakt med andre kaniner. Resistensen har også betydet, at der i nogle sygdomsforløb er behov for en højere dosis, end den man normalt anvender.
Ud over at behandle selve parasitten, er det også nødvendigt at symptombehandle den inflammation, der kan lede til fatale granulomer. Her anbefales det ikke at bruge steroider, selvom de er effektive mod inflammationen i kraft af deres immunhæmmende effekt. E.C er i sig selv immunhæmmende og det er derfor normalt anset som kontraindiceret, at hæmme immunforsvaret yderligere. I stedet anvendes ofte non-steroide antiinflammatoriske midler (NSAID). E.C giver i sig selv normalt ikke direkte anledning til smerter før senere i forløbet, men får kaninen head tilt, kan der opstå nakkesmerter som følge af spændinger. Disse behandles ligeledes med NSAID.
Bliver kaninen anorektisk (stopper med at spise), er det også nødvendigt at støttefodre med eksempelvis Critical Care eller Recovery plus, og det kan ved behov suppleres med peristaltik-fremmende (tarmstimulerende) midler.

I forhold til prognosen, er det altid at foretrække, at behandlingen opstartes allerede første dag symptomerne observeres. Gøres det, er prognosen god. Det er normalt, at der opstår en forværring undervejs i behandlingen, men mange kaniner kommer sig alligevel, hvis behandlingen følges korrekt.

Følgevirkninger

Nogle kaniner, der overvinder sygdommen og bliver raske, får følgevirkninger. Dette kan eksempelvis være et permanent head tilt, og for mange ejere vil spørgsmålet om, hvorvidt det er et værdigt liv opstå. Det er der ikke noget klart svar på, ligesom det gør sig gældende for blindhed og døvhed, som også kan være en følge af en infektion med E.C. Nogle kaniner vil vænne sig fint til deres nye vilkår med et tiltet hoved, manglende syn eller manglende hørelse, og vil stadig udvise alle tegn på trivsel som eksempelvis glædeshop/binkies, flops, en sund appetit og en sund nysgerrighed. Det er normalt, at der vil være en tilvænningsperiode, hvor kaninen vil være mere forsigtig, og måske have nogle uheld i form af at miste balancen, blive forbigående urenlig eller at gå ind i ting, men det er ikke unormalt, at de sagtens kan leve et godt og langt kaninliv på trods af deres udfordringer, hvis de kan vænne sig til det. Se eventuelt afsnittet om kaniner med særlige behov. Det er altid op til den enkelte ejer, som kender deres kanin bedst, at vurdere hvorvidt der er bedring i den utryghed og desorientering, der naturligt følger, og om deres kanin kan leve med udfordringerne eller ej.
Kaniner, der har haft E.C har som tidligere nævnt også en øget risiko for nyresygdomme senere i livet og en svært øget risiko for grå stær.